HeresyBlog

Berlingske: Et teleselskab opkrævede gebyrer fra mænd, der ringede til en kontakttelefon, mens kvinder kunne ringe gratis. Det er ulovligt, fastslår Østre Landsret.

Retsstatens ideologiske legitimitet har været retspositivismen. Ifølge retspositivismen findes der ingen anden ret end den, som staten fastsætter. Og staten defineres som det faktiske magtmonopol i et samfund. Hvis en forbryderbande kan have held med at herske uindskrænket i et samfund, så er den staten. Og forbryderbandens ordrer er lov.

Loven får sin legitimitet alene i kraft af den magt, der står bag den. Loven defineres ikke ud fra dens moralske indhold, men udelukkende i kraft af tvang. Loven skal således følges, uanset om vi synes den er god eller dårlig. Og enhver overtrædelse af loven straffes med sanktioner.

Retsstaten forudsætter, at ret kun kan skabes af staten og, at ret er det, som staten fastsætter som ret. Baggrunden for, at denne holdning kunne blive dominerende i de sidste par århundreders europæiske politiske tænkning er en overbevisning om, at orden må skabes for at kunne være ordentlig.

(...) Der findes faktisk eksempler på orden, hvor der ikke ligger en bevidst planlægning til grund. Hvad der umiddelbart tager sig ud som konstrueret eller designet, kan i visse tilfælde være et resultat af en proces, hvor ingen har intenderet sluttilstanden. Hayek kalder disse ordner for spontane eller evolutionære ordner.

(...) Der findes altså et normsystem, som ikke er dikteret eller opretholdt gennem sanktioner. I de sproglige regler for korrekt sprogbrug har vi et glimrende eksempel på et ikke-designet regelsæt. Og det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, for det er faktisk meget svært at tvinge folk til at tale et nyt sprog. Og der har ikke været held med at implementere rationelt indrettede kunstsprog.

(...) med Hayeks ord: “Retspositivismen er … socialismens ideologi, for nu at bruge navnet på den indflydelsesrige og respekterede variant af en konstruktivistisk tankegang, og troen på lovgivningsmagtens almagt. Det er en ideologi, der i bund og grund tilstræber fuldstændig kontrol over den sociale orden, og som er overbevist om, at det står i vores magt at bestemme, hvordan samfundet skal se ud i enhver henseende.”

(...) Ret kunne ifølge Savigny slet ikke dikteres af staten eller af fornuften, men kun udvikles som i en organisk proces ligesom sprog og skikke. Savigny var bl.a. inspireret af englænderen Edmund Burke, der mere end nogen anden betonede visdom - men i det overleverede, og advarede mod statens forsøg på at implementere dens idealer i samfundet.

En overholdelse af loven bygger først og fremmest på egeninteresse, og en krænkelse betragtes som en skade eller tort, der kræver erstatning fra den skadelidte. Sædvaneret anerkendes, fordi den bygger på gensidighed. Hvert individ har en interesse i at handle i overensstemmelse med andres forventninger. Autoritære love behøver derimod en stærk magt for at kunne opretholdes og et professionelt korps til at foretage retsforfølgelsen.

Berlingske: De irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke, får lov til at blive. Det har menighedsrådet besluttet

Der er stor forskel på det vi siger, og det de hører.

I forbindelse med mine rejser, fra Mellemøsten til Centralasien til Sydøstasien, har det været mit store privilegie at møde og blive venner med mange hengivne muslimer. Disse venskaber er definerede ved ærlig respekt når vi lytter til hinanden - en forståelse og enighed om hvordan, hvad, hvor vores uenighed er, både politisk og teologisk, med det resultat at vi bedre forstår vores samhørighed. Jeg har lært meget af mine muslimske venner, men mest af alt dette: Politisk uenighed kommer og går, men ægte respekt rodfæstet i vores respektive trosretninger gør ikke. Hvis der ikke er respekt, så er der ikke noget venskab, men bare en udveksling, der ikke giver nogen noget på den lange bane.

Når Præsident Obama overvejer sin første tale i et muslimsk domineret land (han besøger Tyrkiet 6-7 April), og når de amerikanske sikkerhedsorganisationer reviderer udenrigspolitikken og det offentlige diplomati, vil jeg gerne dele et råd jeg har fået fra mine lære muslimske venner fra hele verden, som omhandler ord og begreber, der ikke er brugbare når man skal starte et venskab med dem. Selvfølgelig skal vi ikke smide dem alle sammen væk, og det burde vi heller ikke gøre. Men vi må være påpasselige med i hvilken kontekst vi bruger dem.

1. "Civilisationernes sammenstød." Sådanne diskussioner ender altid op med at vi er de gode og de er de onde. Der er ikke noget sammenstød mellem civilisationerne. Der er kun et sammenstød mellem dem, der for civilisation, og dem der er imod. Civilisation har mange karakteristika, men der er to fundamentale: 1) Det har ikke plads til dem, der opfordrer, inviterer til og/eller myrder uskyldige civile. 2) Det er defineret ved institutioner, der beskytter og fremmer både minoriteter og den gennemsigtige retsstat.

2. "Sekulær." Muslimer har det med at høre ordet "gudløs", når de hører dette ord udtalt. Og et gudløst samfund er simpelthen helt utænkeligt for det store flertal af muslimer i hele verden. Pluralisme er et meget bedre ord, der i højere grad siger, at alle med (og uden) et Guds-baseret verdensbillede er velkomne og har en ligeværdig plads i offentligheden.

3. "Assimilering.*" Dette ord fortæller at de muslimske mindretalsgrupper i Nordamerika og Europa skal se ud som flertallet, dvs. kristne. Integration siger på den anden side, at alle synspunkter, flertal og mindretal, fortjener ligeværdig respekt så længe begge er villige til at opføre sig være civiliseret i offentligheden.

4. "Reformation." Muslimer er ganske godt klar over, og har en mening om kampen internt i islam om hvad det betyder at være en troende og god muslim. Det er ikke nødvendigt, at fornærme dem ved at foreslå dem at følge det kristne eksempel med Martin Luther. Spørg istedet for hvordan muslimerne forstår ijtihad** eller genfortolkning i deres religiøse tradition og kulturelle samfund.

5. "Jihadi." Jihad er først og fremmest en intern kamp, hvor man skal forbedre sin egen spirituelle selvdiciplin for at komme tættere på Gud. Den mindre jihad er ekstern, og kan refærdiggøre "retfærdig krig" når det er nødvendigt. Ved at kalde de grupper vi bekæmper for jihadi (eller jihadister), bekræfter vi deres egen - og resten af den muslimske offentligheds forestilling om, at de er religiøse. Det er de ikke. De er terrorister, hirabister, som konsistent bryder de mest fundamentale forskrifter fra den Hellige Koran og mainstream islamiske lærde og imamer.

6. "Moderate." Dette allestedsnærværende begreb er ment politisk, men kan forståes religiøst. Hvis nogen kaldte mig "moderat kristen" ville jeg også blive dybt fornærmet. Jeg tror på en Absolut, som også befaler mig at elske min nabo. Ligeledes er der ikke et oxymoron, at være mainstream muslim der der på en Absolut. En robust og civiliseret pluralisme må give plads til religiøse fra alle og ingen religioner.

7. "Interfaith." Dette begreb giver nogle fortyndede, laveste fællesnævner udsagn, der omgår de svære emner, og er af samme grund irrelevante. "Multifaith" indikerer at vi udtrykker vores dybe og uforenelige teologiske forskelle, med det formål at kunne samarbejde på tværs af dem af praktiske årsager - i overensstemmelse med det bedste fra vores religiøse traditioner, deler vi de fleste af vores værdier.

8. "Frihed." Uheldigvis får "frihed", som udtrykt i amerikansk udenrigspolitik, ikke altid den betydning, som man har lokalt og kulturelt. Ved fraværet af den betydning, kan frihed komme til at betyde uhæmmet tøjlesløshed. Balancen mellem frihed til noget og frihed fra noget, finder man bedst i dialog med den lokale kontekst og i særdeleshed med de muslimer, der udlever den. Frihed forstås bedst i sammenhæng med hvordan de ser på emner som fred, retfærdighed, ære, barmhjertighed og næstekærlighed.

9. "Religionsfrihed." På sørgelig vis giver dette begreb den forestilling, at amerikansk udenrigspolitik kun handler om protestanters frihed til at prædike og konvertere andre, til skade for den lokale kultur og indfødte kristne. Selvom det ikke er sand, så er det min opfattelse, at det er bedre at definere religionsfrihed som udbredelsen af respekt og forsoning med de andre, der hvor kulturen og retsstaten mødes - respektful for den første og i tråd med den sidste.

10. "Tolerance." Tolerance er ikke nok. At tillade andres eksistens eller opførsel er ikke nok til at opbygge et tillidsfuldt samvær på tværs af religioner og kulturer, som er nødvendig for at takle de komplekse udfordringer vores civilisation står overfor. Vi er nødt til at respektere og være ærlige overfor hverandre, så vi kan udtrykke vores forskelle og fællesskaber, i forhold til den iboende værdighed vi hver især har som Guds skabninger, der skal leve sammen i fred, retfærdighed og næstekærlighed.

De ovenstående begreber ændrer sig over tid i forhold til kulturelle og etniske traditioner, og de (fejl)opfattelserne, som muslimer og ikke-muslimer har haft af hinanden gennem tiderne. Selvom det er forventeligt, så er det ideen om at vi ærligt prøver at lytte til og prøver at forstå hinanden, der tæller, udtrykt gennem respekt.

# Chris Seiple er præsident for The Institure for Global Engagement, en "tænketank på benene", der fremmer bæredygtige miljøer for religionsfrihed over hele verden.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om "intellektuel ejendomsret", har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: "Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?"

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: "Sikke en nar!"

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: "Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn." Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: "Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet."

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om "intellektuel ejendomsret" ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

"Mindst dårlig" betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Politiken: Valget af Carina Christensen viser, at regeringen anser jobbet som kulturminister som en udviklingspost, mener Kunstrådets formand Mads Øvlisen.
Regeringen anerkender ikke betydningen af kunstens og kulturens rolle i det danske samfund.

I et forslag til finansloven for 2009, som Nyhedsavisen har fået fat i, fremgår det, at Kulturministeriet vil skære 12 millioner kroner i støtten til i alt otte zoologiske haver og akvarier. Det drejer sig om København, Odense og Aalborg Zoo, Danmarks Akvarium, Randers Regnskov, Nordsøen Oceanarium, Givskud Zoo og KattegatCentret. (…)

»Det er jo helt håbløst. Vi kan blive nødt til at hæve billetpriserne endnu mere, i værste fald helt op til 10 kroner. Eller også må vi spare nogle tilbud væk. Vi vil selvfølgelig kæmpe hårdt for, at det går så lidt som muligt ud over vores gæster, men jeg kan ikke udelukke, at det vil gå ud over servicen,« siger Lars Lunding Andersen.