HeresyBlog

Natsteder og lignende steder skal straffes for at afvise gæster som led i kampen med terrorisme. For vi kan jo ikke have at unge indvandrere bliver terrorister efter at de bliver afvist af det lokale vandingssteder.

Natstederne reagerer bare på deres kunder ønsker, for mange indvandrere på det samme natsted gør, at der kommer færre gæster, som lægger mange penge i baren. Natstedernes diskrimination er bare en synliggørelse af nattelivets gæsters diskrimination. At straffe natstederne vil ikke løse problemet, og at gøre det med begrundelse i kamp mod terror og ekstremisme er tåbeligt.

Ingen sygdomme kureres ved at sætte et plaster på. At straffe natstederne for gæsternes racisme i kampen mod ekstremisme, svarer til at sætte et stort flot selvlysende plaster med et billede af Mickey Mouse på armen for at helbrede en hjernesvulst.

Vestre Landsret har netop frikendt Jyllandsposten og dens redaktører for at publicering af Muhammed-tegningerne skulle være æreskrænkende.

Nyhedsvisen: Det er meget trist, at landsretten mener, at det er okay at krænke andres ære og nedgøre minoriteter. Vi er meget skuffede, siger trossamfundets pressesekretær, Muhammed Nehme

Jeg synes også det er trist, at man ikke kan dømmes for at nedværdige og krænke minoriteter ved, at håne deres frontfigurer.

Tilhængere af frihed (altså den frihed, som betyder fravær af tvang) er også en minoritet, og den er i høj grad også forfulgt af bedrevidende formynderiske majoriteter, som ikke et sekund holder sig tilbage for at sende politiet efter alle, der ikke er enige. Milton Friedman er i høj grad en af frontfigurerne for denne minoritet, og skaberne af film som Syriana, med George Clooney i en af hovedrollerne, burde ligeledes kunne retsforfølges for deres forhånelser af Friedman og markedskræfterne. Det er jo en krænkelse af alle frihedselskende folk i hele verden.

Spøg til side. Man skal selvfølgelig ikke kunne retsforfølges ved at håne tanker, ideer og personer som andre holder af – uanset hvor gode eller dårlige de ideer er. Spørgsmålet er endda om man overhovedet skal kunne restforfølges for at håne eller nedværdige noget eller nogen som helst! Når alt kommer til alt, siger hånen så ikke mere om håneren end om den forhånte?

Ytringsfriheden er kun begrænset af ejendomsretten, og det er kun fordi ytringsfrihed er en del af ejendomsretten.

Uanset hvor usmagelige og utryk for mangel på pli den første optrykning af Muhammed-tegningerne var, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at redaktørerne på Jyllands Posten var i deres gode ret til at trykke tegningerne. Enhver juridisk diskussion bør stoppe her. Mishag og foragt for Jyllands Posten falder også inden for ytringsfriheden, men mordplaner og bomber gør ikke.

Politiken: Hvis politiet ikke retter op på de lange ventetider på teori- og køreprøver senest efter sommerferien, er et flertal i Folketinget klar til at privatisere prøverne.

Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) siger, at justitsministeren nu må slå i bordet overfor politiet.

»Rettes der ikke op på forholdene, er vi klar til at privatisere«, siger han.

Samme melding kommer fra Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen

Man kan fint undrer sig over hvorfor politiet skal bruge ressourcer på at afholde køre prøver. Man skulle tro at politiets opgave er at beskytte borgerne mod kriminelle, men så simpelt er det åbenbart ikke.

Kan politiet ikke finde ud af at få afholdt køreprøverne, så er det helt klart en god idé at privatisere prøverne. Så er det bare et spørgsmål om hvad folk vil betale for at få køreprøven. Men selvom politiet godt kan afholde prøverne, så er det stadig en god idé at privatisere prøverne.

Når nu vi er i gang med at lave om, så vil det være passende at lege djævelens advokat et øjeblik, og stille spørgsmålet: Hvorfor ikke privatisere kravet om selve kørekortet? Lej nu lige med et øjeblik. Det er rimeligt nok, at stille krav om at man skal have en forsikring til, at dække de skader man laver på andre trafikanter – så er de i hvert fald sikret en erstatning for bilistens manglende evner. Man kunne passende kræve at det er bilisten, der er forsikret, og ikke selve bilen.

Jeg er ret sikker på at forsikringsselskaberne vil kræve temmelig mange penge for en forsikring hvis ikke man på en eller anden troværdig måde har vist at man er i stand til at køre en bil eller andre motorkøretøjer. Vil man spare en bunke penge på sin forsikring, så må man eksamineres i sine trafikale evner.

Formålet med køreprøven er, at forhindrer elendige bilister i at færdes på gaderne til fare for alle andre. Problemet er bare, at hvis nogen mener de er gode nok til at køre bil uden køreprøven, så vil de gøre det alligevel. Risikoen for at blive fanget er umådelig lille hvis man kører pænt, og straffen er til at se bort fra. Jeg tror ikke på forbuddet mod at køre uden kørekort holder ret mange fra gaden. Derimod, så er langt de fleste i stand til at erkende deres evner, og køreprøven fungerer mere som et bevis overfor dem selv, at de er gode nok til at køre. Den effekt vil eksisterer uanset hvordan kravet om kørekort er skruet sammen.

En af ulemperne ved det nuværende system er, at når man først har fået kørekortet, så glemmer man reglerne og kørere på fornuften. Sådan gør langt de fleste bilister alligevel. Jeg tror ikke ret mange vil kunne bestå teoriprøven uden varsel, så metoden virker altså. Hvis man derimod løbende skal op til køreprøver, tests eller en tur på glatbanen med jævne mellemrum og ikke bare når man bliver 65år, så ville sikkerheden nok blive lidt bedre. Det er bare ikke let for politikerne at finde ud af et fornuftigt niveau, og det er åbenbart også svært for bureaukratiet at leve op til kravene.

Forsikringsselskaberne vil derimod kunne stille alle mulige krav til bilisternes evner og fortsatte træning, hvis man altså vil have den billigste forsikring. Kravene kan lynhurtigt justeres og implementeres, hvilket politikerne ikke formår. Ikke alle behøver, at være på den billigste forsikring hele tiden. Bilisterne kan fint bevæge sig ned i pris over tid på samme måde som elitebilist-ordningerne, som mange forsikringsselskaber allerede har. Klippekortordningen bliver også overflødig, for selv små skader kan betyde at forsikringsselskabet kræver en ny og måske skrappere prøve for at blive nede i pris

Der er virkelig potentiale for at få bilisternes nærighed og selskabernes profitjagt til at give udslag i mere trafiksikkerhed. Det forudsætter så at køreprøven overhovedet har en positiv effekt på sikkerheden. Hvis ikke, så skal forsikringsselskaberne nok se det på deres bundlinie.

En ny leg: Find en alternativ og mere passende overskrift på en nyhedsartikel.

Politiken: Kendte danske politikere, efterretningsfolk og tidligere modstandsfolk arbejdede for den amerikanske efterretningstjeneste efter befrielsen af Danmark i 1945, skriver Jyllands-Posten.

Nogle af dem var hos amerikanerne registreret som agenter og kontakter, der videregav hemmelige og fortrolige oplysninger, og amerikanerne roste danskernes indsats til skyerne.

(…) Via danske agenter og kontakter kunne amerikanerne følge med i de fortrolige forhandlinger om den dansk-sovjetiske handelsaftale i 1946.

Desuden modtog amerikanerne via modstandsfolk oplysninger fra centrale kartoteker, der satte amerikanerne i stand til at gennemføre en form for alternativt retsopgør mod folk, der ifølge ledende modstandsfolk og amerikanerne havde været for tæt på tyskerne under Anden Verdenskrig, men var gået fri af det officielle retsopgør efter krigen.

Som sagt så vil forskeren afsløre navne på danske helte, som har medvirket til et opgør med nazisterne, og som har hjlpet amerikanerne med at holde styr på hvad sovjetunionen lavede.

I min bog da er det helt ubetinget heltegerninger, for USA har altid været en ubetinget forkæmper for Danmarks frihed og selvstændighed, noget som hverken nazister eller kommunister har været, tværtimod. Det ville glæde mig, at kende navne på de personer, der har medvirket til USA’s beskyttelse af landet, så jeg kan hylde dem. Men når man taler om helte, så synes jeg det er vigtigt at de selv får lov til at bestemme om de vil stå frem eller ej.

Update: Socialdemokraten H. C. Hansen, major Svend Truelsen og professor Erik Husfeldt er åbenbart blandt heltene.

Med min sparsomme viden om kunst vil jeg vove den påstand at Kristian von Hornsleth er den eneste nulevende danske kunstner – alle andre laver bare udsmykning.

Jeg har også billeder (skaberen af dem kalder sig sikkert kunstner) på væggene i mit hjem, men de er alle sammen dekorative, og er med til at gøre mit hjem til et dejligt sted at være, og tak til ”kunstneren” for det. Hornsleths billeder kan jeg ikke fordrage; jeg synes de er grimme. Men som kunstner formår han at udstille nogle sammensætninger og modsætninger, som nødvendigvis må sætte tanker i gang.

Andre wannabe-kunstnere, som ham guldfiskeblender kannibalen forsøger bare at provokere, og ikke andet. At bryde tabuer for at bryde tabuer er ikke interessant. At selvudnævnte højkulturelle personligheder smider penge efter ham gør det ikke bedre.

Hornsleth er i en helt anden kaliber. Han forsøger i mine øjne at skabe nogle kontraster mellem folks egne forestillinger om godt og ondt. Dét er spændende. Hans seneste påfund om at sælge våbenaktier som kunst, hvor profitten skal gavne nødhjælporganisationer og andre fredsfremmende projekter, er intet mindre end genialt.

Kristian von Hornsleth sælger nu 100 bemalede og signerede aktier (70x100 cm) ' til et nystiftet selskab som spekulerer i klyngebomber, atomvåben, miner, ubåde, private hære og »andet dødbringende isenkram«, som det hedder i en pressemeddelelse.

Aktierne eller kunstværkerne koster hver 20.000 kroner og er juridisk set et gyldigt aktiebevis, der giver adgang til en årlig generalforsamling i det ny selskab, hvor Kristian von Hornsleth er administrerende direktør.

Selskabet skal stille skarpt på et af den frie markedsøkonomis moralske dilemmaer, forklarer kunstneren.

Jeg hæfter mig ved at han siger ”dilemmaer” og ikke ”problemer.” Jeg aner intet om Hornsleths politiske tilhørsforhold eller hvad hans holdninger er til markedet, men han formår alligevel at få folk med vidt forskellige udgangspunkter til stille en helt masse spørgsmål ved egne og andres synspunkter om den virkelige verden. ER markedet ondt? Er våbenhandlere onde hvis de tjener penge til velgørenhed?

Nøjagtigt det samme formåede han at gøre da han fik afrikanske landsbyer til at tage navneforandring for en ged. Hornsleth er genial, men han laver møjgrimme billeder. Andre ”kunstnere”, der prøver at male deres indre dæmoner kan gå hjem og tage en tudekiks, for de når ikke Hornsleth til sokkeholderne.

Se projektet på Hornsleths egen hjemmeside.

Berlingske og JP beretter om at der er kommet en ny mere effektiv og sikrere måde at behandle kræft på, men behandlingen findes ikke i Danmark.

Han anslår, at 15 pct. af de danske kræftpatienter umiddelbart ville have glæde af partikelterapi (…) I dag viser beregninger, at ca. 30 pct. af børn behandlet med traditionel stråleterapi vil udvikle ny kræftsygdom inden for 10-20 år som følge af behandlingen. Med partikelterapi er risikoen reduceret til under to pct.

Regeringen har ikke taget skattekroner fra andre vigtige formål i samfundet, som veje, hjemmehjælp og kørselsfradrag til at kunne købe udstyret til effektiv kræftbehandling.

Når al sygdomsbehandling betales og prioriteres af statens bureaukrater og populistiske folkevalgte, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at sådan en ny og dyr behandling ikke kommer til landet. Ingen har mulighed for at få behandlingen, og det bliver ikke anderledes af at et par læger i artiklen har sendt 10 danske patienter til udlandet for at få behandlingen. Når behandlingen ikke findes i det danske politiske sundhedssystem, så vil der ikke være ret mange, der får behandlingen. Man kunne med rette spørge hvorfor det er så tvingende nødvendigt for staten at prioritere hospitalsudstyr sammen med kulturstøtten.

Men historien bringer også en anden problemstilling på banen, for behandlingen koster mellem en og halvanden million kroner pr patient, og det er ganske dyrt. I det danske system er det princippet at alle skal kunne får den bedste tilgængelige behandling; politikerne glemmer bare at sige ”tilgængelig” når de taler om sundhed. Problemet er nemlig at hvis en patient mare får en halv procents øget chance for at overleve sin sygdom, så skal de have behandlingen, men det er der bare ikke råd til. Problemet løses med at de dyre behandlinger ikke findes i Danmark og hvis de gør, så er der lange ventelister. Den løsning kaldes rationering.

Når staten betaler for sygdomsbehandling og folk bare kan henvende sig, så er det nødvendigt med rationering. Hvis ikke man rationerede, så ville sundhedssystemet æde alle skatteindtægterne og mere til, og det går naturligvis ikke.

Problemet med at behandlingerne prioriteres sammen med boligstøtte og vedligehold af jernbanerne kan let løses ved at privatisere hospitalerne og lade den offentlige sygesikring købe ydelser til borgerne. Så kan de private hospitaler tage ud og hente penge på kapitalmarkederne når de har lyst, så de kan købe det nødvendige udstyr. Ingen unødvendig bureaukrati eller populisme involveret.

Problemet med størrelsen af sundhedsbudgetterne kan løses gradvist at lade de rigeste familier betale for deres egen behandling, og delvist ved at politikerne beslutter sig for åbent at afgrænse hvilke behandlinger staten vil garantere danskerne skal have adgang til uanset deres økonomiske situation. Det sidste bliver lidt svært, for det er ganske upopulært, men øvelsen sker alligevel af bagveje, se bare hvordan sundhedsministeren sylter problemerne i artiklen:

»Jeg har stor forståelse for ønsket, men det er utroligt dyrt,« siger han.

»Derfor skal det tænkes ind i en større sammenhæng, hvor vi ser på, hvordan vi får mest sundhed for pengene, og hvad værdien er af at købe anlægget selv.«

Hvor er kræftens bekæmpelse i sådan en sag? Nå ja, de er ude og slå rygere i hovedet med ligegyldige rapporter.

Christian Wedell-Neergaard har for nyligt postet et indlæg på sin blog om hvorfor euro er en god idé. Her præsenterer han en flot samling klassiske argumenter for euro’en pakket pænt ind. Det er ikke gode argumenter, men argumenter man hører så ofte, at det er værd at bruge et par minutter på.

Pund er sølv, men euro er guld. Og gjorde vi ligesom soldaten i H.C.Andersens Fyrtøjet, så kastede vi alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med og tog guld i stedet.

Det åbenlyse spørgsmål er så: Hvad nu hvis euro ikke er guld, men bare polerede stykker tin? Så ville det være lidt ærgerligt, at have smidt sølvet væk.

Pundet er faldet til 9,50 kr. Det betyder, at det er blevet meget dyrere for den engelske lønmodtager at købe importerede vare.

Til gengæld har de britiske virksomheder lettere ved at afsætte deres varer i udlandet, hvilket betyder at de hyrer folk. Derfor har briterne lettere ved i det hele taget at blive lønmodtager. At de så køber flere britiske varer er vist ikke så skidt. Det er ikke for sjovt at det tidligere var på mode at regeringer devaluerede deres valutaer i tidligere tider. Det er ikke sjovt for naboerne, så det er man holdt op med.

Man kunne på polemisk vis spørge om det det er bedre at opretholde en kunstig høj kurs med arbejdsløshed fattigdom til følge?

Angrebet af spekulanter og med den usikkerhed der er ved svingende valutakurs? Nej – det ville være dybt uforsvarligt.

Modsat planøkomomien forvildelse, så er spekulation en god ting. Det er en særdeles effektiv metode til at fordele og flytte ressourcer derhen hvor der er brug for dem. Når politikere beskylder spekulanter for alt muligt ondt, så er det bare udtryk for, at de ikke vil stå ved de negative effekter, der er ved deres egen lovgivning.

Ligeledes er det med usikkerheden ved svingende kurser; det er også ”bare” udtryk for at politikerne laver en masse elendig lovgivning, som har massive negative konsekvenser for økonomien. Man kan sige meget grimt og Fogh og hans regeringer, men han har formået ikke at indføre ret mange reguleringer af markedet, og dermed har han skabt stabilitet og økonomisk udvikling. Han har om nogen bevist at politisk tilbageholdenhed giver økonomisk stabilitet – og det er vel at mærke en stabilitet, der udmønter sig i stigende velstand.

For resten, så er euroen en svingende valutakurs, og svingende valutakurser er jo dybt uforsvarligt!

Mogens Strube skriver da også i Dagbladet d. 24. april, at han støtter fastkurspolitikken. Men så forstår jeg slet ikke modstanden mod, at vi tilslutter os euroen.

Fastkurspolitik indeholder modsat en fastfrysning til euroen stadig selvstændighed. I fastkurspolitikken er der et udsvingsbånd på kronekursen på 5% i forhold til euroen, og det er en hel del. For at holde kursen stabil følger Nationalbanken renteændringer fra ECB, men ikke slavisk

Nationalbanken har altså rig mulighed for at tilpasse den danske krone til de økonomiske behov i Danmark inden for udsvingsbåndet, samtidig med at ERM2 aftalen beskytter mod voldsomme udsving. Hvis vi bliver indlemmet i euroen, og det bliver nødvendigt med rentestigninger i Danmark og rentefald i Tyskland og Frankrig, hvad mon ECB så vil gøre? Mit gæt vil være at de ikke vil skelne ret meget til Danmarks problemer.

Hvorfor skal vi følge alle pengepolitiske beslutninger, men stå uden for indflydelse?

Nu følger vi ikke andres pengepolitiske beslutninger blindt, og selvom vi gjorde, hvad er det så for en indflydelse, der er tale om, og hvorfor er den ønskværdig?

For mig at se er der kun tale om at politikere og embedsmænd får lov til at sidde ved nogle pæne borde og blive stemt ned. Jeg har svært ved at se hvordan det giver indflydelse til danskerne, specielt når beslutningerne omkring bordene skal tage hensyn til hele euroland, og ikke bare til Danmark.

Men på den anden side, så muligheden for at sidde med og bestemme en masse ting, som driver politikere til at blive politiker til at begynde med. Det er der ikke nogen skam i, for det er til dels også det, der driver mig til at være politisk aktiv.

Hvorfor skal vi ikke deltage aktivt i ECB’s kamp mod inflationen, særligt i vores eget område, med stærkt stigende lønninger og prisstigninger på fødevare?

Fordi vi er bedre til at gøre det på egen hånd!

I Pakistan er de åbenbart igen blevet gale over Jyllands-Postens tegninger og demonstranter er igen på gaden.

Politiken: den pakistanske regering har en måned til at udvise den danske og hollandske ambassadør og hjemkalde de pakistanske ambassadører fra de to lande.

»Ellers beder vi vore tilhængere om at marchere imod hovedstaden Islamabad«

Nyhedsavisen: - Vi vil dø for profeten, råbte folkemængden igen og igen.

Hvis de virkelig mener det, så synes jeg da vi skal give dem en hjælpende hånd.

Tåber som dem er netop årsagen til, at der bliver set skævt til alle andre fornuftige og fredelige muslimer verden over. På en måde er det lidt tamt, at de kun kan samle 4-5000 vrede mennesker i en by med 12 millioner indbyggere.

I en tidligere artikel om afhængighed skrev jeg:

Misbrug er tydeligvis en svær størrelse at arbejde med, og det bliver ikke nemmere af at det ikke er alle brugere, der udvikler sig til misbrugere. Konventionel visdom siger at alle brugere er i risiko for at blive misbrugere, men vi ved bare ikke hvad der udløser den risiko. Måske den forestilling er forkert!

Flere danske medier bringer historien fra Ritzau om at forskere har fundet et gen for rygetrang og lungekræft. Men går man tilbage til kilden hos Nature bliver det hele meget mere interessant.

Tre studier har identificeret gener som har en sammenhæng til lungekræft. Metoden der bruges er lidt grov, da den ikke svarer på hvilken virkningsmekanisme, der er mellem gen og kræft. Men nærmere undersøgelser af genet viser, at det måske ikke har noget med hjernens belønningssystem at gøre (Live Science), men nærmere noget med hjernens kontrol af depression og angst (link). Det underbygges også ved at rygere ofte får symptomer på depression når de kvitter tobakken, og at man under afprøvningen af et depressionsmiddel opdagede at forsøgspersonerne mistede trangen til at ryge. Det middel markedsføres nu til rygestop under navnet Zyban.

Genet er fundet ved at undersøge rygere, men det tyder på at genet også spiller ind ved andre afhængigheder. ScienCentral har en god video om det (kræver gratis registrering). Og derfor bliver det virkeligt interessant. Efter alt at dømme har vi nu en kemisk afhængighed, som er det ubehag alle vil føle når deres fortrukne stof ikke længere tages, og nu har vi altså også en biologisk komponent, som gør at nogen kan stoppe og andre ikke kan. Når den kemiske afhængighed kombineres med en meget aktiv version af genet, så er ”ofret” så at sige godt og grundigt på røven.

Der er altså al mulig grund til at betragte narkomani som en sygdom, hvor vi allerede kender en god og effektiv behandling i form af de stimulanser som narkomanerne selv ønsker. Ikke nok med det, så åbner forskningen op for at udvikle medicin, som kan give den ønskede effekt for narkomaner, men uden alle generne ved de nuværende stoffer.

Samtidig er der altså ikke nogen grund til at forbyde alle andre adgang til stoffer, som højest vil give dem et fysisk ubehag hvis de bliver taget i for lang tid.

EkstraBladet:I første omgang handler det om sexarbejdere fra EU, men på sigt mener foreningen også at sexarbejdere fra Afrika og Asien kan få arbejdstilladelse som kvalificeret arbejdskraft eller såkaldt greencard.

Nu skal jeg ikke gøre mig forestillinger om at Sexarbejdernes Interesseorganisation har fået ideen fra det indlæg jeg skrev her på bloggen for 4 dage siden. Jeg kan jo kun håbe at jeg har bidraget, men under alle omstændigheder, så kan jeg kun erklære mig helt enig i det de foreslår.

Netop fordi vi taler om en dansk interesseorganisation, synes jeg det er helt fantastisk at de også tænker på de udlændinge, der kommer til landet som prostituerede:

'Vi er jo ikke så vilde med, at få mange udenlandske sexarbejde til landet, for så bliver der kamp om kunderne. Men det er vigtigt, at få fjernet den der forestilling om, at alle er ufrivillige ofre eller sexslaver, der er tvunget ind i faget, og det er derfor, vi mener at man skal kunne søge arbejdstilladelse, siger Susanne.

Jeg tror ikke at frivillige udenlandske prostituerede vil være det store problem for danske prostituerede. Både på TheHumanStain og En luders dagbog skriver de ofte om at forholdet mellem den prostituerede og kunden også kan handle om omsorg. Og ligesom med den polske håndværker, kan kommunikationen være svær med en udlænding, der lige er kommet til landet.

Men når det er sagt, så er Sexarbejdernes Interesseorganisations ønske om at rense markedet for ufrivillige ofre og sexslaver helt reel og agtværdig. Jeg kan ikke se hvordan man effektivt kan gøre det uden at oversvømme markedet med frivillige udenlandske prostituerede.

At det så samtidigt er et udfald mod rufferiforbuddet, er heller ikke så dårligt. Jeg vil bare ønske held og lykke med projektet.

Helen Latifis small talk: Hvis man kan se, at en provokation af sådan en grænseoverskridende art for nogle, går ud over menneskeliv og skaber kaos og ufred, så hellere stoppe disse tiltag istedet for, at smide mere benzin på den iforvejen antændte situation. Jeg vil personligt helst ønske sådanne unødvendige provokationer stoppet straks.

Hvorfor blive ved med at skabe overflødig sorg, vrede og atter vrede? Hvornår stopper dette vanvid. Jeg kan slet ikke forholde mig mere til situationen, da det ikke længere handler om, at bruge sine kræfter konstruktivt på, at opbygge samfundet men istedet handler det om, at forfølge en bestemt gruppe.

Det skal siges at Helen Latifi aktivt har agiteret mod voldshandlinger, og det skal hun have ros for. Men ikke desto mindre har hun fuldstændigt misforstået hvad muhammedtegningerne er blevet symbol på, og hvad al balladen handler om. Ytringsfriheden er en ejendomsret. Dvs. den der ytrer sig har ikke bare en ret til at ytre sig, de ejer retten til at gøre det. Hvis nogen ikke synes om ytringerne, så kan de bruge deres ejendom til at sige fra. Det giver på ingen måde ret til at krænke nogen andre mennesker fordi man ikke kan lide deres ytringer.

Hvis nogen skaber kaos og ufred og tager menneskeliv efter at have set nogle sindsoprivende tegninger, så er ufreden deres skyld, og ikke tegnernes eller redaktørernes skyld. Det giver ikke engang mening at tale om, at de deler skylden på nogen måde. Det er ene og alene ballademagerne ansvar og skyld, hvis der sker voldshandlinger.

De voldshandlinger, trusler og modkomplotter vi ser, er en direkte trussel mod ytringsfriheden – hvis man ikke tør ytre sig af frygt for vold, så har man pr. definition ingen ytringsfrihed. Sådan er det, og længere er den ikke. Som alle andre friheder, kan ytringsfriheden kun forsvares ved at man bruger den eller ved brug af vold. Netop fordi der for vores side af balladen ikke bruges nogen som helst form for vold, er det helt ude i hampen at påstå at vi forfølger en bestemt gruppe. Det er decideret dumt!

Den ejendomsretslige ytringsfrihed er helt essentielt for et frit samfund, da den viser de øvrige friheders tilstand. Den oprindelige optrykning af tegningerne var tåbelig, men hvis fanatikerne ude i verden (og herhjemme) får succes med deres optøjer og mordforsøg, hvad sker der så når næste tåbe eller provokatør (f.eks Gert Wilders) stikker næsen frem og forkaster alt hvad der hedder pli og ordentlig opførelse? Hvad sker der hvis fanatikerne får blod på tanden og skærper endnu mere, hvad der må siges? Hvor får det en ende?

Når det kommer til stykket, så burde fanatikerne slet ikke lave ballade. De kan boycotte danske varer hvis de har lyst, hvilket de også kan gøre uden muhammedtegninger hvis de vil det. Men de burde i det hele taget ikke lave optøjer. Kun ved at trykke tegningerne igen og igen og igen kan vi vise dem at deres optøjer ikke nytter noget; at de lige så godt kan lade være med det. Først da kan vi atter sige, at vi har ytringsfrihed igen. I det lys er optrykningen af muhammedtegningerne i høj grad konstruktivt og samfundsopbyggende, for uden ytringsfriheden og dermed de andre friheder er der slet ikke noget samfund, der er værd at have med at gøre.

Kampen står mod voldsmændene, er det bedste våben i kampen mod dem, er at gøre det modsatte af hvad de ønsker. Appeasement virker ikke, og selvom de brugte forskellige midler på forskellige tidspunkter, så vidste både Churchill og Ghandi det.

I Politiken græmmes de over at “Danmark er magnet for prostituerede.” Baggrunden skulle være at resten af Norden har forbud prostitution eller køb af sex, og så er der kun lille Danmark tilbage med de lempelige regler. Samtidig kommer der mange prostituerede fra Østen og fra Afrika.

Den mest fantastiske sprogblomst er, at vi bliver ”Nordens bordelbaggård.” Men hvorfor egentlig dog det? Man kunne da i stedet gøre Danmark til landet hvor prostituerede har ordnede forhold. Landet hvor politiet og myndigheder passer på de prostituerede og beskytter dem mod overgreb. Landet hvor kvinderne har magten til at gøre som det passer dem, magten til at komme ud af økonomiske kriser uden at skulle ty til kriminalitet. For prostitution er et erhverv, der ligesom andre handler om at tjene penge.

Netop pengene er Politiken også bekymret over; prostitution er nemlig et fattigdomsproblem, og kvinder prostituerer sig for at klare sig økonomisk. Artiklen fortæller også at 95% gør det fordi de er fattige. (Det underlige er bare at den anden artikel siger at 80% af prostitutionen er skjult. Hvordan kan de så kende det tal?). Derefter går artiklen videre og hiver nogle gamle stråmænd frem fra forbudsfolkenes gemmer, herunder udsagnet om at den lykkelige luder er en myte – ja, det er nok en myte, i hvert fald at modstanderne af et forbud overhovedet taler om lykkelige ludere. Alle argumenterne har jeg allerede afvist tidligere her på bloggen.

Jeg kan ikke se hvorfor det er forfærdeligt, at kvinder prostituerer sig for pengenes skyld. Hvis det ikke var for pengenes skyld, så skulle det ikke være svært for dem, at samle kunder op på det nærmeste værtshus, og forære dem seksuelle ydelser – hvilket sjovt nok er lovligt nok! Det hedder kvindefrigørelse. Nej, det er sjovt nok når kvinder vil tjene penge det går galt for puritanerne.

Hvis fattige kvinder ikke kunne tjene hurtige penge på prostitution, hvordan ville deres situation så se ud? Jeg er da ret sikker på at prostitution er et symptom på fattigdom, men det er også en ganske hurtig vej ud af fattigdom. Så hvis fattigdom er problemet, så kan prostitution være en del af løsningen. Hvis det er selve prostitutionen, der problemet, så vil et forbud være en del af problemet.

For noget tid siden så jeg et dokumentarprogram fra Københavns Lufthavne, hvor man så politiet, der stolte afslørede den ene udenlandske prostituerede efter den anden på vej til København eller bare på gennemrejse. Formålet for kvinderne var at komme til det rige Norden og tjene nogle penge til dem selv og deres familie. Jeg sad og fik helt ondt af de kvinder. Hvorfor pokker skulle de ikke have lov til at komme til landet og tjene en hulens bunke penge? De skulle da bare lukkes ind i landet. De er tydeligvis selvforsørgende. De må nødvendigvis bruge en del af pengene i Danmark, og de penge de sender tilbage til Afrika er en mere effektiv fattigdomsbekæmpelse end nogen ulandsbistand nogensinde har været. Og hvis vi bliver Nordens Bordel, så hjælper det også på vores betalingsbalance.

I stedet burde man indføre en green-card ordning for prostituerede fra hele verden. Hvis man afskaffer rufferiforbudet i Danmark, så der kan oprettes organiserede, sygdomskontrollerede bordeller med vagter til at sikre kvinderne. De bordeller skal så kunne udstede green-cards til de kvinder de ansætter. Med en sådan green-card ordning, så er der ingen incitament til kvindehandle og tvangsprostitution. Markedet for prostituerede vil allerede være dækket med frivillige power-kvinder, der forsøger sig selv og sikkert en kæmpe familie i deres hjemland. Man kan derimod frygte at den kvindehandlen i resten af Norden eksploderer når alle de frivillige prostituerede de facto kriminaliseres.

Sjovt nok ser det ud til at der er særdeles fornuftige radikale på dette område: Undersøg sagen, mand.

Syaiful Bahri Anshori, talsmand for 50 mio. muslimer i Indonesien: ”Vi forstår ikke, hvordan man kan trykke Muhammed-tegningerne igen. Har disse mennesker ikke nogen respekt for Islam.”

Nej, det har jeg ikke! Jeg har ikke respekt for nogen religion (måske med undtagelse af min egen, men det er kun måske). Jeg har derimod masser af respekt for de mange muslimer, som viser mig respekt for ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder. Tåber, der bliver fornærmede og laver ballade over nogle platte tegninger, har jeg ingen respekt for – overhovedet!

Da Jyllandsposten første gang bragte tegningerne af Muhammed var det på alle måder en dum provokation, som mest af alt var udtryk for mangel på pli. Men efter den reaktion der kom, og de senere sager om samme emne, hvor Paven fik ballade over at være kritisk overfor en konkurrende religion, og i stormvejr for at have billeder af Muhammed i artiklen om Muhammed, så er det nu en klokkeklar kamp om ytringsfrihed.

Med mordkomplottet mod tegneren Kurt Westergaard, kan jeg kun bifalde at adskillige danske aviser har valgt at trykke tegningerne, og her er mit bidrag: Men når alle fjolserne på TV har talt ud, så sidder jeg tilbage med en stor glæde. Under den oprindelige muhammed-krise udviste de danske muslimer en flot sans for demokrati. Bevars’, de gav udtryk for deres (berettigede) utilfredshed med JyllandsPosten, men de gjorde det med ord og ikke med vold. En flok uærlige og tåbelige imamer kom ud hvor de ikke kunne bunde med deres rundrejse, men de brugte ikke vold, og de blev hånet tilpas længe i de danske medier efterfølgende.

Men nu er en flok tåber blevet taget i færd med at lægge mordplaner mod tegnerne. Det eneste de har opnået er en stærk mistro mod alle danske muslimer, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan stemningen ville være hvis det lykkedes dem at udføre deres planer.

Men igen, når Nyhederne er færdige, er der ét spørgsmål jeg ikke har fået besvaret: Hvordan kom politiet på sporet af de wannabe-mordere? Mon ikke det var nogen fornuftige mennesker i de muslimske miljøer, der gav et tip? Jeg er ligeglad med hvor meget halalkød de spiser, men der er nogen i miljøet, som efter min mening kan bryste sig med titlen ”helt”. Ikke nok med det, så melder Muslimernes Fællesråd ud, at det er i orden at genoptrykke tegningerne. De er ganske vist bekymrede for at det giver ballade, men man skal også være blind for ikke at kunne se en risiko for det.

Røster om selvstændighed hører vi ofte fra Færøerne, og nu tager det grønlandske selvstyre skridt mod selvstændighed efter et møde med Fogh. Det har åbenbart skabt en del furore, at Fogh mener at Danmark og Grønland skal dele olieindtægterne ligeligt, og det er kun indtil Danmarks indtægter balancerer bloktilskuddet på tre milliarder kroner.

Jeg kan udmærket forstå, at der på Grønland og Færøerne kan være et ønske om selvstændighed, men når selvstændigheden bliver udskudt på grund af bloktilskud fra Danmark, og de venter først vil løsrive sig hvis de finder olie, så falder kæden af. Rigsfællesskabet skulle gerne være mere end en midlertidig økonomisk løsning.

Jeg vil mægtigt gerne bevare Grønland og Færøerne sammen med Danmark, selvom det koster masser af bloktilskud, men det må være et gensidigt forhold. Danmark burde sætte dem stolen for døren. Enten forkastes alle ambitioner om selvstændighed de næste hundrede år, og Grønland og Færøerne bliver på alle måder en 6. og 7. region i Danmark, hvor alle olieindtægter tilfalder den danske statskasse. Alternativt træder Danmark ud af Rigsfællesskabet med øjeblikkelig virkning, og så kan de sejle deres egen sø i fuld selvstændighed med al den olie de måske eller måske ikke har. Den nuværende ordning er helt utålelig.

Grønland og Færøerne har deres egenart, og den skal de selvfølgelig bevare. Der er masser af dansksindede grønlændere og færinger, og dem skal vi bakke op om med den hjælp de har brug for. Men er det ikke den generelle holdning deroppe, og flertallet bare sidder på hænderne og venter på olien, så er det rent og skært snylteri. Hvis nogen kun ønsker at være sammen med mig for at snylte på mig, og derefter giver mig fingeren når de har overskud, så er det ikke et venskab jeg ønsker at tage del i.

Lad befolkningerne på Færøerne og Grønland bestemme. Enten bliver de fuldgyldig del af den danske stat indtil år 2100 med alle de rettigheder det medfører, eller også bliver de fuldt ud selvstændige fra 2010 med alle de konsekvenser og muligheder det har. Selv hvis Danmark med sikkerhed skal sende penge til både Grønland og Færøerne de næste hundrede år, så ville jeg håbe de fortsat ville være sammen med os. Men jeg gider ikke nassere.

Selvom diskrimination anses som et ekstremt negativt ord, så er det ikke nødvendigvis uretfærdigt hvis arbejdsgivere fravælger ansøgere, som nærmer sig efterlønsalderen eller måske allerede kan få efterløn. I mange fag kræves der en stor del oplæring af nye ansatte, og det er dyrt. En stor del af skylden er naturligvis de aldersbetingede pensioner, som ikke tager hensyn til folks fysiske og psykiske formåen.

Risikoen for at den ældre går på pension efter endt oplæring er ganske høj, og så går uddannelsesinvesteringen tabt. Det er klart at yngre mennesker også kan finde på at skifte job efter endt oplæring, men det er vel ikke anderledes for de ældre. De kan også skifte job, udover at de kan lade sig pensionere. Den mulighed har unge ikke, og unge uden stor erfaring er stadig billigere i løn i de fleste brancher.

Det er rigtigt ærgerligt for de ældre, som stadig føler de har flere år tilbage på arbejdsmarkedet. Men det nytter bare ikke noget, og så kan beskæftigelsesministeren hidse sig nok så meget op, det er stadig en dyr risiko at tage når en virksomhed hyrer ældre mennesker.

Men det er måske slet ikke så slemt som det gøres til når Dansk Arbejdsgiverforening ikke mener at der er tale om nogen diskrimination, selvom der er problemer inden for nogen brancher hvor de ældre ønsker at arbejde med det samme de altid har gjort. Verden ændrer sig, og arbejdsfunktioner ændrer sig, og nogen forsvinder. Derfor er det helt naturligt at nogle områder er trængte.

På den anden side, så kan arbejdsgiveren være ret sikker på at have den samme nyansatte 55 årige ansat i hvert fald i 5 år. Selvom det er de 55-60 årige, der har størst arbejdsløshed, ligger den stadig under 4% af den aldersgruppes arbejdsstyrke, hvilket er lavere end for de 30-34 årige.

Afskaffelse af den universelle efterløn og pensionsalder vil være et godt skridt på vejen. En anden måde er at gøre det muligt for ældre på arbejdsmarkedet fuldstændigt at afskrive pensionering i en årrække fremover, i det omfang at de ikke bliver syge eller bliver fyret. Det ville være en begrænsning af de ældres muligheder, men de ældre vil frivilligt kunne give arbejdsgiverne en højere grad af tryghed, som de øjensynligt har brug for.

De radikales familieordfører mener at der er flertal for at tillade homoseksuelle at adoptere, selvom deltagerene i flertallet ikke helt er på linie med ham. Forslaget bliver markedsført som et forslag, der giver mere ligestilling, hvilket i sig selv er fjollet, da homoseksuelle og heteroseksuelle par adskiller sig på i hvert fald ét ret væsentligt område når vi skal tale om børn – hos homoseksuelle par kan barnet ikke får en mor og en far.

Jeg kan godt lide det Charlotte Dyremose udtaler, selvom hun ifølge de radikale skulle være en del af flertallet:

For mig er børn ikke en rettighed, de er en gave, og skal man endelig tale om rettigheder, så mener jeg ikke, det er en rettighed at få et barn – til gengæld bør det være en rettighed, at børn har forældre.
(…)
Hvis jeg skal stemme for et forslag, som giver homoseksuelle mulighed for at adoptere, så skal det være, fordi at forslaget sikrer, at der bliver flere børn, som får forældre, og ikke fordi homoseksuelle skal have en rettighed

Bedre kan det ikke siges. Det må ikke opfattes som en rettighed at kunne adoptere. Det er barnet, der har rettighederne og ikke eventuelle adoptivforældre. Pia Christmas-Møller har sagt noget lignende, og hun skulle også være en del af flertallet:

Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden.

Essensen er altså, at børn skal have de bedst mulige forhold. Det bedste for et barn er at leve som minimum i en velstående og velfungerende familie (ca. en dansk middelklassefamilie) med en mor og en far. Så længe, der er sådanne familier, der ønsker adoptivbørn, så er der ingen grund til at kunne adoptere. Homoseksuelle par kan ikke give barnet en far og en mor, og derfor skal de ikke ligestilles med heteroseksuelle par. Det har intet at gøre med seksuel orientering, men meget at gøre med den strukturelle opbygning af et homoseksuelt parforhold. Bliver der mangel på heteroseksuelle stabile familier, så kan man sagtens åbne op for at homoseksuelle familier kan adoptere. Børn tager trods alt ikke decideret skade af at blive opfostret af homoseksuelle.

I debatter om homoseksuel adoption bliver der altid modargumenteret med, at børn ofte lever uden en mor eller far alligevel. Mange homoseksuelle par ville også være bedre til at opfostre et barn end mange heteroseksuelle alkoholikere og narkomaner. Burde man så ikke tvangsfjerne de børn, bliver der spurgt. For det første, så kan hverken enlige eller alkoholikere adoptere. Noget andet er, at de børn utilsigtet er havnet i den situation. Man bliver ikke skilt med henblik på at blive enlig forælder. Man laver heller ikke børn med henblik på at blive skilt. Dem der gør, og de enlige, der går i byen for at blive gravide har et ganske alvorligt moralsk problem – det er ikke alle moralske problemer, der kan forhindres gennem love og indgreb.

Men i adoptionssager forholder det sig helt anderledes. Her placerer man med fuldt overlæg et barn i en bestemt familie. Spørgsmålet er så om man med vilje skal placere barnet i en dårligere situation end nødvendigt. Efter min mening er det ikke engang acceptabelt at staten bare blander sig udenom, som lederen på 180gader.dk foreslår. Selvom adoptionen foregår frivilligt, og de biologiske forældre laver en frivillig aftale med adoptivforældrene, så er der en part i sagen, som ikke bliver hørt, og som ikke kan høres; barnet. Her har staten en opgave i at tale barnets sag, og gribe ind om nødvendigt. I Tønder-sagen, indgik pigernes forældre også frivillige aftaler med frivillige fremmede, men uden at høre pigerne. Når store spørgsmål vedrører børn, så har staten en rolle – ja, det er faktisk statens eksistensberettigelse, at den skal hjælpe de hjælpeløse. Børn er hjælpeløse - homoseksuelle er ikke!