Statens opgaver

I Haiti er over 80% af skolerne styrtet sammen og uddannelsessystemet er under kollaps, men betyder det er børnene ikke går i skole? På ingen måde.

Makeshift schools popping up in Haiti's tent cities: makeshift schools are springing up in the encampments that shelter children and their families. Inside the national soccer stadium — now a bustling tent city home to several hundred people — Longchamp leads more than 60 children in daily exercises. On a recent morning, the children formed a massive circle.

Har man bare en smule tillid til at forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, så burde det ikke komme som nogen overraskelse at de ønsker at deres børn skal lære og dygtiggøre sig. Forældrene søger helt naturligt uddannelsesmuligheder for deres børn hvis de kan se en fremtid for dem. Det kan de åbenbart på Haiti, og hvorfor skulle danske forældre ikke også kunne se en fremtid for deres børn?

Lytter man til politikerne og det meste af venstrefløjen, så får man dog et andet indtryk. Hvis ikke politikerne, og her menes de røde politikere, ikke sikrede at staten uddannede børnene, så ville ingen få nogen uddannelse, og det hele ville gå af H til. Det er i høj grad den filosofi, der ligger bag synet på private grundskoler. Holder man ikke dem stramt i ørerne, så får børnene jo ikke en ordentlig uddannelse, lyder det. I deres optik er privatskolerne bare et sted hvor de ressourcestærke forældre kan holde deres børn væk fra pøblen på det offentliges regning.

Men eksemplet fra Haiti viser lige det modsatte. Et fattigt samfund, der er blevet totalt smadret, og alligevel bliver børnene undervist og kommer i skole. Skolerne behøver ikke en stat tila t sørge for at der er skoler til børnene, og derfor bør det negative syn på private grundskoler blive revideret. Skal myndighederne have en rolle på skoleområdet, så bør det kun handle om at hjælpe dårligt stillede familier med at kunne give deres børn en god en uddannelse. Måske kan myndighederne hjælpe med vejledning i hvilken type skole der er bedst for det enkelte barn. Men myndighederne har ikke nogen grund til at drive og bestemme over skolerne - medmindre det handler om at politikerne gerne vil have magt.

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.



Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Måske er det agurketiden, men medierne er fyldt med historier om folk, der bliver restforfulgt og kritiseret for at have gjort noget, som ikke kommer nogen til skade; ja nogen gange er alle involverede glade.

Købte baby på internettet: Et hollandsk par er anklaget for at have købet en belgisk født baby på internettet.
Parret kunne ikke selv få børn og tog derfor kontakt til drengens biologiske mor, efter at de havde set en annonce på internettet.

(...) Hollandske medier hævder at parret betalte drengens biologiske forældre op mod 10.000 euro - det svarer til knap 75.000 danske kroner.

Den biologiske mor er glad, hun har fået en stor bunke penge, og hendes barn har formodentligt fået et godt hjem, hvilket må formodes når adoptivforældrene er villige og i stand til at betale så meget. Adoptivforældrene har fået sig et barn de brændende ønsker sig. Barnet har bare krav på gode og omsorgsfulde forældre, og det kan adoptivforældrene nok bedre give end den biologiske mor, som formodentligt har bortadopteret sit barn af nogle årsager.

Alle involverede er glade. Der er ingen ofre. Hvad er problemet?

Det er nok pengene, der er problemet, for "man må ikke handle med mennesker." Men det har de ret beset heller ikke gjort, for de har handlet med forpligtelsen til at give barnet en god opvækst. Man må gerne forære børn væk, det vil sige forære forpligtelsen væk. Hvorfor det ene er værre end det andet er ikke åbenlys.

Fynsk greve tog for høj husleje: Byretten i Odense har givet sommerhusejerne ret i, at grundejeren, grev Niels Iuel Reventlow, krævede for meget i leje, da han i 2006 satte prisen op, og han skal nu betale en del af pengene tilbage.

Greven udlejer sin jord på den attraktive Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han gennem årene ladet huslejen stige urimeligt meget.

(...) Nu har retten fastsat et niveau for lejen, der ligger under det, greven opkrævede, og han skal derfor betale sommerhusejerne en del af penge tilbage.

(...) Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det - uden at lejerne kan gøre noget.

Altså en lejer og en udlejer indgår en aftale om leje af noget ejendom og hvordan fastsættelse af betaling skal fastsættes. Lejer fortryder og klager, og retssystemet ændrer aftalen og fastsætter en pris de mener er rigtigt. Det er da ikke rimeligt?

I den konkrete sag, kan udlejer åbenbart hæve lejeprisen efter forgodtbefindende, og det er da surt for lejerne når det sker. Men hvis lejerne ikke er tilfredse med prisen, så står det dem frit for at opsige lejemålet og forlade ejendommen. Er prisen for høj, så kommer der ikke nye lejere, og udlejer taber penge. Hvis lejerne var smarte, så skulle de i stedet få indført restriktioner på hvordan udlejer kan hæve lejen, men det har de ikke gjort.

Journalisten påstår det er et problem, at fritidshuse ikke hører under lejeloven, hvor huslejenævnet bare kan nedsætte en aftalt leje. Problemet er ikke at fritidshuse ikke hører under lejeloven. Problemet er at lejeloven overhovedet giver mulighed for at ændre frivillige aftaler mellem en lejer og en udlejer. Det er formodentlig de bestemmerlser i lejeloven, der har fået lejerne i den denne sag til at være så skødesløse ved indgåelsen af lejekontrakten.

Greven har overholdt lejekontrakten, da han hævede lejen. Hvad er problemet?

Problemet er nok, at han både er greve og udlejer, og så er der jo ikke nogen tvivl om at han er ond.

Henrik Gade Jensen har begået en meget spændende artikel på Liberator kaldet "Ret uden stat", og er et opgør med ideen om at staten er det eneste, der kan skabe ret, og at retspositivismen, altså tanken om at statens love per definition er retfærdige (eller at retfærdighed er et ligegyldigt begreb).

Retsstatens ideologiske legitimitet har været retspositivismen. Ifølge retspositivismen findes der ingen anden ret end den, som staten fastsætter. Og staten defineres som det faktiske magtmonopol i et samfund. Hvis en forbryderbande kan have held med at herske uindskrænket i et samfund, så er den staten. Og forbryderbandens ordrer er lov.

Loven får sin legitimitet alene i kraft af den magt, der står bag den. Loven defineres ikke ud fra dens moralske indhold, men udelukkende i kraft af tvang. Loven skal således følges, uanset om vi synes den er god eller dårlig. Og enhver overtrædelse af loven straffes med sanktioner.

En meget ind-til-benet beskrivelse af staten, men en definition af staten er det dog ikke helt. Mit bud på en definition af en stat er "en organisation, der med vold tvinger folk til at følge regler, de ikke nødvendigvis er enige i." Den definition omfatter også rockere og andre bander, der gennem vold eller trusler om vold, håndhæver et regelsæt overfor ikke-medlemmer. I det perspektiv er staten at sammenligne med en (for statens synspunkt) forbryderbande - eller en forbryderbande er at sammenligne med en stat, hvilket nok er den mest korrekte sammenligning.

For at vurdere legitimiteten af en statsorganisation må man efter min mening se på om den beskytter de negative borgerlige frihedsrettigheder eller den ikke gør. Mange forbryderorganisationers modus operandi er at krænke frihedsrettighederne, og deres legitimitet kan derfor ligge på et meget lille sted. Stater, der systematisk krænker frihedsrettighederne, kaldet også forbryderstater eller terrostater.

Problemet er når vi skal vurdere legitimiteten i vores egen stat, for det kan retspositivismen stå i vejen for, for ifølge restspositivismen har frihedsrettighederne ingen relevans, kun statens egne regler er værd at beskæftige sig med, og staten definerer, naturligvis, sig selv som legitim. Men hvad er alternativet, for vi må have orden!

Retsstaten forudsætter, at ret kun kan skabes af staten og, at ret er det, som staten fastsætter som ret. Baggrunden for, at denne holdning kunne blive dominerende i de sidste par århundreders europæiske politiske tænkning er en overbevisning om, at orden må skabes for at kunne være ordentlig.

(...) Der findes faktisk eksempler på orden, hvor der ikke ligger en bevidst planlægning til grund. Hvad der umiddelbart tager sig ud som konstrueret eller designet, kan i visse tilfælde være et resultat af en proces, hvor ingen har intenderet sluttilstanden. Hayek kalder disse ordner for spontane eller evolutionære ordner.

(...) Der findes altså et normsystem, som ikke er dikteret eller opretholdt gennem sanktioner. I de sproglige regler for korrekt sprogbrug har vi et glimrende eksempel på et ikke-designet regelsæt. Og det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, for det er faktisk meget svært at tvinge folk til at tale et nyt sprog. Og der har ikke været held med at implementere rationelt indrettede kunstsprog.

Normer; kultur; samfund; orden. Det spontant organiserede samfund er altså i stand til at skal orden og ret i overensstemmelse med retfærdigheden. Normerne er så indgroede, at vi ikke bemærker, at det er regler vi overholder. kun når vi rejser ud i verden og oplever andre normer ser vi det. Nogen finder det inspirerende at opleve forskellene, andre finder det foruroligende, og i stedet for at reflektere over egne normer, kan nogen finde på at betragte andre kultures normer som laverestående eller primitive. Nogle normer kan sagtens siges at være krænkende i forhold til frihedsrettighederne, men efter min mening kan ethvert samfund vurderes i forhold til frihedsrettighederne, og hvordan det behandler dissidenter fra normerne.

(...) med Hayeks ord: “Retspositivismen er … socialismens ideologi, for nu at bruge navnet på den indflydelsesrige og respekterede variant af en konstruktivistisk tankegang, og troen på lovgivningsmagtens almagt. Det er en ideologi, der i bund og grund tilstræber fuldstændig kontrol over den sociale orden, og som er overbevist om, at det står i vores magt at bestemme, hvordan samfundet skal se ud i enhver henseende.”

(...) Ret kunne ifølge Savigny slet ikke dikteres af staten eller af fornuften, men kun udvikles som i en organisk proces ligesom sprog og skikke. Savigny var bl.a. inspireret af englænderen Edmund Burke, der mere end nogen anden betonede visdom - men i det overleverede, og advarede mod statens forsøg på at implementere dens idealer i samfundet.

I socialismen er mennesket ikke et socialt dyr, men et arbejdene dyr. Ændrer man samfundet og designer magtstukturerne på en "fornuftig" måde, så kan man socialisere mennesket, og mennesket bliver dermed i stand til at opnå sit fulde potentiale og blive lykkelig. Det spontane evolutionære samfund opfattes som en trussel mod menneskets lykke, og den restspositivistiske stat er født.

Ser man derimod mennesket som et grundlæggende socialt dyr, der skaber samfund og søger sin egeninteresse, så er sædvaneretten et alternativ.

En overholdelse af loven bygger først og fremmest på egeninteresse, og en krænkelse betragtes som en skade eller tort, der kræver erstatning fra den skadelidte. Sædvaneret anerkendes, fordi den bygger på gensidighed. Hvert individ har en interesse i at handle i overensstemmelse med andres forventninger. Autoritære love behøver derimod en stærk magt for at kunne opretholdes og et professionelt korps til at foretage retsforfølgelsen.

Berlingske: De irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke, får lov til at blive. Det har menighedsrådet besluttet

Man kan have mange indvendinger mod at hjemsende flygtninge, der har levet og skabt sig en tilværelse i Danmark, og man kan spekulere over hvorfor det er vurderet, at kristne irakere kan hjemsendes uden man bringer dem i fare; Irak er blevet meget fredeligt, men kristne bliver stadig forfulgt. Hvorom alting er, så har myndighederne vurderet det er sikkert for dem at vende tilbage, og velfærdsstaten har dårligt råd til at der dannes præcedens for at flygtninge bare kan blive i Danmark efter der er blevet fred i hjemlandet.

Jeg synes det er fint man kan søge tilflugt i kirkerne, og politiet skal ikke pågribe flygtningene medmindre menighedsrådet beder politiet om det. Men når menighedsrådet vælger at huse flygtningene udenfor dansk lovgivning, så må de også have ansvaret for dem. De må sørge for mad, tøj og andre fornødenheder. Vil de ikke det, så må menighedsrådet sætte flygtningenes på gaden, hvor politiet venter.

Måske kunne man køre denne model videre for andre afviste flygtninge. Dem, der er imod udvisningerne kan få tilbudet om at adoptere de afviste, og overtage alle forsøgerpligter og ansvar for de udviste. Hvis de udviste har brug for understøttelse eller anden hjælp, så er det adoptanterne, der skal op med pungen. Begår de afviste kriminalitet, så er adoptanterne økonomisk ansvarlige for både erstatning, sagsomkostninger og prisen for opholdet i fængslet. Det er reelt de omkostninger de beder resten af samfundet om at betale, så hvorfor ikke bede dem handle som de prædiker.

Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om "intellektuel ejendomsret", har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: "Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?"

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: "Sikke en nar!"

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: "Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn." Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: "Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet."

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om "intellektuel ejendomsret" ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.

Politiken: Hvis politiet ikke retter op på de lange ventetider på teori- og køreprøver senest efter sommerferien, er et flertal i Folketinget klar til at privatisere prøverne.

Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) siger, at justitsministeren nu må slå i bordet overfor politiet.

»Rettes der ikke op på forholdene, er vi klar til at privatisere«, siger han.

Samme melding kommer fra Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen

Man kan fint undrer sig over hvorfor politiet skal bruge ressourcer på at afholde køre prøver. Man skulle tro at politiets opgave er at beskytte borgerne mod kriminelle, men så simpelt er det åbenbart ikke.

Kan politiet ikke finde ud af at få afholdt køreprøverne, så er det helt klart en god idé at privatisere prøverne. Så er det bare et spørgsmål om hvad folk vil betale for at få køreprøven. Men selvom politiet godt kan afholde prøverne, så er det stadig en god idé at privatisere prøverne.

Når nu vi er i gang med at lave om, så vil det være passende at lege djævelens advokat et øjeblik, og stille spørgsmålet: Hvorfor ikke privatisere kravet om selve kørekortet? Lej nu lige med et øjeblik. Det er rimeligt nok, at stille krav om at man skal have en forsikring til, at dække de skader man laver på andre trafikanter – så er de i hvert fald sikret en erstatning for bilistens manglende evner. Man kunne passende kræve at det er bilisten, der er forsikret, og ikke selve bilen.

Jeg er ret sikker på at forsikringsselskaberne vil kræve temmelig mange penge for en forsikring hvis ikke man på en eller anden troværdig måde har vist at man er i stand til at køre en bil eller andre motorkøretøjer. Vil man spare en bunke penge på sin forsikring, så må man eksamineres i sine trafikale evner.

Formålet med køreprøven er, at forhindrer elendige bilister i at færdes på gaderne til fare for alle andre. Problemet er bare, at hvis nogen mener de er gode nok til at køre bil uden køreprøven, så vil de gøre det alligevel. Risikoen for at blive fanget er umådelig lille hvis man kører pænt, og straffen er til at se bort fra. Jeg tror ikke på forbuddet mod at køre uden kørekort holder ret mange fra gaden. Derimod, så er langt de fleste i stand til at erkende deres evner, og køreprøven fungerer mere som et bevis overfor dem selv, at de er gode nok til at køre. Den effekt vil eksisterer uanset hvordan kravet om kørekort er skruet sammen.

En af ulemperne ved det nuværende system er, at når man først har fået kørekortet, så glemmer man reglerne og kørere på fornuften. Sådan gør langt de fleste bilister alligevel. Jeg tror ikke ret mange vil kunne bestå teoriprøven uden varsel, så metoden virker altså. Hvis man derimod løbende skal op til køreprøver, tests eller en tur på glatbanen med jævne mellemrum og ikke bare når man bliver 65år, så ville sikkerheden nok blive lidt bedre. Det er bare ikke let for politikerne at finde ud af et fornuftigt niveau, og det er åbenbart også svært for bureaukratiet at leve op til kravene.

Forsikringsselskaberne vil derimod kunne stille alle mulige krav til bilisternes evner og fortsatte træning, hvis man altså vil have den billigste forsikring. Kravene kan lynhurtigt justeres og implementeres, hvilket politikerne ikke formår. Ikke alle behøver, at være på den billigste forsikring hele tiden. Bilisterne kan fint bevæge sig ned i pris over tid på samme måde som elitebilist-ordningerne, som mange forsikringsselskaber allerede har. Klippekortordningen bliver også overflødig, for selv små skader kan betyde at forsikringsselskabet kræver en ny og måske skrappere prøve for at blive nede i pris

Der er virkelig potentiale for at få bilisternes nærighed og selskabernes profitjagt til at give udslag i mere trafiksikkerhed. Det forudsætter så at køreprøven overhovedet har en positiv effekt på sikkerheden. Hvis ikke, så skal forsikringsselskaberne nok se det på deres bundlinie.

De radikales familieordfører mener at der er flertal for at tillade homoseksuelle at adoptere, selvom deltagerene i flertallet ikke helt er på linie med ham. Forslaget bliver markedsført som et forslag, der giver mere ligestilling, hvilket i sig selv er fjollet, da homoseksuelle og heteroseksuelle par adskiller sig på i hvert fald ét ret væsentligt område når vi skal tale om børn – hos homoseksuelle par kan barnet ikke får en mor og en far.

Jeg kan godt lide det Charlotte Dyremose udtaler, selvom hun ifølge de radikale skulle være en del af flertallet:

For mig er børn ikke en rettighed, de er en gave, og skal man endelig tale om rettigheder, så mener jeg ikke, det er en rettighed at få et barn – til gengæld bør det være en rettighed, at børn har forældre.
(…)
Hvis jeg skal stemme for et forslag, som giver homoseksuelle mulighed for at adoptere, så skal det være, fordi at forslaget sikrer, at der bliver flere børn, som får forældre, og ikke fordi homoseksuelle skal have en rettighed

Bedre kan det ikke siges. Det må ikke opfattes som en rettighed at kunne adoptere. Det er barnet, der har rettighederne og ikke eventuelle adoptivforældre. Pia Christmas-Møller har sagt noget lignende, og hun skulle også være en del af flertallet:

Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden.

Essensen er altså, at børn skal have de bedst mulige forhold. Det bedste for et barn er at leve som minimum i en velstående og velfungerende familie (ca. en dansk middelklassefamilie) med en mor og en far. Så længe, der er sådanne familier, der ønsker adoptivbørn, så er der ingen grund til at kunne adoptere. Homoseksuelle par kan ikke give barnet en far og en mor, og derfor skal de ikke ligestilles med heteroseksuelle par. Det har intet at gøre med seksuel orientering, men meget at gøre med den strukturelle opbygning af et homoseksuelt parforhold. Bliver der mangel på heteroseksuelle stabile familier, så kan man sagtens åbne op for at homoseksuelle familier kan adoptere. Børn tager trods alt ikke decideret skade af at blive opfostret af homoseksuelle.

I debatter om homoseksuel adoption bliver der altid modargumenteret med, at børn ofte lever uden en mor eller far alligevel. Mange homoseksuelle par ville også være bedre til at opfostre et barn end mange heteroseksuelle alkoholikere og narkomaner. Burde man så ikke tvangsfjerne de børn, bliver der spurgt. For det første, så kan hverken enlige eller alkoholikere adoptere. Noget andet er, at de børn utilsigtet er havnet i den situation. Man bliver ikke skilt med henblik på at blive enlig forælder. Man laver heller ikke børn med henblik på at blive skilt. Dem der gør, og de enlige, der går i byen for at blive gravide har et ganske alvorligt moralsk problem – det er ikke alle moralske problemer, der kan forhindres gennem love og indgreb.

Men i adoptionssager forholder det sig helt anderledes. Her placerer man med fuldt overlæg et barn i en bestemt familie. Spørgsmålet er så om man med vilje skal placere barnet i en dårligere situation end nødvendigt. Efter min mening er det ikke engang acceptabelt at staten bare blander sig udenom, som lederen på 180gader.dk foreslår. Selvom adoptionen foregår frivilligt, og de biologiske forældre laver en frivillig aftale med adoptivforældrene, så er der en part i sagen, som ikke bliver hørt, og som ikke kan høres; barnet. Her har staten en opgave i at tale barnets sag, og gribe ind om nødvendigt. I Tønder-sagen, indgik pigernes forældre også frivillige aftaler med frivillige fremmede, men uden at høre pigerne. Når store spørgsmål vedrører børn, så har staten en rolle – ja, det er faktisk statens eksistensberettigelse, at den skal hjælpe de hjælpeløse. Børn er hjælpeløse - homoseksuelle er ikke!

Overborgmester Ritt Bjerregaard ønsker at privatisere tilsynet med kommunens sociale institutioner, fordi kommunen ikke magter opgaven. Og socialborgmester Mikkel Warming fra enhedslisten er enig – og ligeledes er SF. Det er som verden er gået af lave. Hvad er det der sker? Fornuftige tanker fra betonsocialisterne i København!

Privatisering af kommunens opgaver er som udgangspunkt en god ide. Men det er det forkerte, der privatiseres. Borgmestrene afleder opmærksomheden fra det vigtige når de siger at kommunen ikke magter tilsynet. Nej, det kommunen ikke magter er, at producere nogle ordentlige sociale tilbud i høj kvalitet.

Skal noget privatiseres, så er det kommunens institutioner, og det kan gøres efter samme model som hospitalerne; private producerer ydelserne, og det offentlige betaler, og kommunen holder øje med at de private leverer den kvalitet de bliver betalt for.

Ritt Bjerregård har helt ret i at problemet er, at kommunen producerer ydelserne og kommunen selv står for kontrollen. Jeg er helt sikker på at tilsynet med fordel kan privatiseres, også selvom der så skal føres tilsyn med tilsynet. Det er bare stadig et problem at tilsynet stadig ikke rigtig vil få nogen tænder. Hvis det kommunale tilsyn havde til opgave at sørge for at private leverandører opfylder deres det af kontrakten, så ville tilsynet automatisk have masser af tænder og sikkert også drakoniske sanktioner med i bagagen.

Vi vil sikkert få et bedre tilsyn når det privatiseres. Men kommunen står stadig med mange dårligt fungerende institutioner. Forhåbentligt vil det private tilsyn så kunne lave nogle bedre rapporter til politikerne – hvis altså ikke de er bange for at være for kritiske, for de politikere, der kan hænges op på problemerne fra rapporterne er de samme, som betaler regningen for tilsynet. Og mindst, så vil politikerne stadig stå med hatten i hånden og bede om flere penge, frem for at gøre arbejdet bedre med de samme midler. Hvis en tilsynsrapport kritiserer en privat udbyder, så er der ikke rug for flere skattekroner. Så må firmaet bare gribe i egen barm, og får orden på tingene.

Selvom den københavnske venstrefløj går i den rigtige retning, med deres privatiseringsforslag, så skyder de lidt forbi målet, og kanonen er ikke stor nok.