Ligestilling

Homoseksuelle par har ligesom alle andre et ønske om at blive forældre. Men spørgsmålet i forbindelse med adoption og kunstig befrugtning handler i høj grad om børnenes tarv, og hvorvidt det er i orden at planlægge at bringe børn ind i en familie uden en mor og en far. Derfor er det godt at spørgsmålet bliver undersøgt grundigt. Der er netop offentliggjort en undersøgelse, som bliver refereret i meget positive vendinger af både Politiken og Avisen.dk.

Politiken: Børnene klarer sig bedre i skolen og tackler problemer mindre agressivt.

Hvis man mener, at børn, som vokser op med lesbiske forældre ikke får en lige så god barndom som andre børn, kan man godt tro om igen.

I hvert fald hvis man skal tro et amerikansk studie, der er det hidtil mest omfattende af den psykologiske udvikling hos børn, der er født ved donorinsemination og opvokset med lesbiske forældre.

Avisen.dk: Børn af lesbiske forældre klarer sig bedre end deres jævnaldrende kammerater på en række punkter, viser amerikansk undersøgelse.

Det vigtige i denne forbindelse er om undersøgelsen så også holder vand. Det forholder ingen af artiklerne sig til, selvom Politiken har et lille pligtforbehold med, som de ikke følger op på. Det fremgår ret tydeligt, at enten har journalisterne en agenda på emnet, eller også har de bare planket historien fra andre medier, som sikkert heller ikke har læst eller forstået forskernes artikel. Men det har Peter Friedman, der også er søn af Milton Friedman. Artiklen kan findes lige her.

Det første problem er, at de to grupper ikke ligner hinanden. De lesbiske familier er samlet geografisk, hvor kontrolgruppen er spredt over hele USA. Der var ingen kontrol for race, hvor de lesbiske mødre langt oftere var hvide kvinder. I resten af befolkningen er der langt flere sorte, og desværre er der ret stor socioøkonomisk forskel på sorte og hvide i USA, og den lesbiske gruppe havde generelt et ret højt socio-økonomisk niveau, hvor kontrolgruppen var almindelig. Alle faktorerne kan påvirke konklusionen.

Ikke nok med det, så var undersøgelsen baseret på at forældre selv skulle rapportere deres egne data til forskerne. Konklusionen kunne lige så godt have været at lesbiske mødre har højere tanker om deres børn end heteroseksuelle mødre har. Friedman konkluderer:

Nyhedshistorierne lader os forstå, at undersøgelsen dokumenterer stærke beviser på at lesbiske forældre i gennemsnit er bedre til at opfostre børn end heteroseksuelle forældre. En læser, der gjorde sig ulejligheden med at finde og læse den originale artikel, som kun få vil gøre, ville opdage at den forståelse er forkert. Undersøgelsen giver noget dokumentation for konklusionen, men ikke ret meget. Det kunne let tolkes til at rige forældre er bedre til at opfostre børn end fattigere, at sorte er dårligere end hvide, at forældre ved kysterne er bedre end forældre i de midterste stater eller at lesbiske forældre har en stærkere bias for deres egne børn end andre har.

Det eneste overskrifterne beviser er, hvad det var forfatterne gerne ville have deres læsere til at tro.

Skal vi have klar viden om børns opvækst i homoseksuelle familier, så kræver det lidt mere hjemmearbejde for journalisterne og lidt mere videnskabelig grundighed fra forskernes side, så det ikke bare kommer til at handle om hvorvidt man kan dokumentere sine egne fordomme. Undersøgelsen og journalisterne, der har omtalt den, har ikke bidraget til klarhed på et svært emne, men har kun bibragt mere polemik og kastet grus i maskinen for en saglig debat.

Som det er nu kan man vælge at blive viet af de godkendte trossamfund eller på Rådhuset af en kommunalpolitiker. I flere lande har man helt afskaffet vielsen i kirken, så kun ceremonien er tilbage i kirken. Alle, uden undtagelse, skal en tur på Rådhuset for at blive gift.

Anders Jerichow @ Politiken: Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men hvorfor stoppe her? Hvorfor skal Rådhuset involveres i ægteskabet?

Det juridiske ægteskab er på alle måder bare en kontrakt, og i alle andre sammenhænge er det ikke nødvendigt at troppe op på rådhuset for at indgå kontrakter. Hvis to personer uanset kønssammensætning, hvorfor skulle de så ikke kunne invitere et par vidner hjem i stuen så alle kan skrive under på en ægteskabskontrakt? For at få myndighederne til at anerkende ægteskabet, skal kontrakten nok tinglyses, hvilket på trods at IT vanskeligheder burde være en smal sag.

Vielsen er derimod noget man kun bør kunne blive i det trossamfund eller organisation man end ønsker skal stå for det. Det er ikke noget myndighederne bør blande sig i overhovedet. En almindelig vielse i Folkekirken i dag involverer i forvejen underskrifter og vidner, så i praksis er der her ikke nogen ændring. Trossamfundet kan så helt uden indblanding fra myndighederne beslutte om de vil vie homoseksuelle eller ej. Ægteskab kan de altid indgå, men måske vil ikke alle vielser vil være tilgængelige. Og hvad så?

JyllandsPosten: Siden 1. januar 2008 har de norske børsnoterede virksomheder skullet have 40 procent kvinder omkring bestyrelsesbordene for ikke at risikere tvangsopløsning.

(…) »Det er ret klogt af de norske firmaer at rekruttere fra hele Norden. Især fra Danmark, som jo ligger helt i bunden, når det kommer til kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det er nemt at headhunte kvinder dér, fordi der er så mange at tage af«, siger Marit Hoel fra det norske Center for Corporate Diversity.

(…) I faktiske tal betyder det, at der i dag sidder 48 danske kvinder i bestyrelserne for danske, børsnoterede selskaber, men hele 64 danske kvinder i de norske bestyrelser. Nordmændene kan med andre ord godt få øje på de kompetente danske kvinder.

Det her er jo på ingen måde nogen overraskelse, tværtimod så er det udtryk for, at danske kvinder stormer frem gennem ledelsesrækkerne, og nu får lov til at træde deres barnesko som norske bestyrelsesmedlemmer.

Med det skrækkelige lovindgreb de har gjort i Norge i et desperat forsøg på ensrette kønnene, som de kalder ligestilling, har de Norge effektivt sænket baren for hvor mange kompetencer bestyrelsesmedlemmer skal have. Derfor er det helt åbenlyst, at de norske firmaer kigger til Danmark, hvor der opbygget en kæmpe underskov af karrierekvinder, som står højt på trappen til bestyrelseslokalerne.

»De valgte mig på grund af min profil og min erfaring. Mit køn er bare et af parametrene. Der er ingen kvinder, der får en bestyrelsespost uden at være dygtige«, siger hun [Helle Trap Friis].

De er ganske sikkert alle meget dygtige, men det er ikke ensbetydende med at alle er dygtige nok til at få bestyrelsesposter, hvis ikke kønnet var en parameter. Jeg kan på ingen måde se hvorfor kønnet skulle være en parameter i bestyrelseslokalet, hvis ikke loven sagde det.

Men der er ingen grund til bekymring. De norske virksomheder får nu dårligere bestyrelser, hvilket gør det lettere for danske virksomheder at konkurrere, og Danmark får uddannet mange kvindelige ledere til at blive bestyrelsesmedlemmer ved at give dem erfaringer, hurtigere end de ellers ville have fået dem. Det er som en fodboldkamp mellem Norge og Danmark, hvor nordmændene starter med at score to selvmål. Tak Norge!