HeresyBlog - Statens opgaver

Public service og kvaliteten

nospam@example.com (Kian Conteh) — Thu, 08 Jul 2010 19:16:00 -0600

Palle Strøm leverede i Politiken et forsvar for kommercielt public service, som næsten og kun næsten er overbevisende. Palle Strøm har tydeligvis en rød tilgang til public service, hvilket er interessant, for han forsvarede mod nogle virkeligt røde argumenter af Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis.

Palle Strøm: I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de store og rent kommercielle koncerner.

Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel.

Når præmissen for diskussionen har et klart rødt udgangspunkt, så er jeg overbevist om, at deltagerne ikke behøver en uddybning af hvorfor det gør en forskel. Palle Strøm slår fornuftigt nok fast, at det i hans øjne slet ikke er public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, og derfor skal vellavet public service have en bredere appel. I sig selv en ganske fornuftigt synspunkt. Seertal er derfor en vigtig måleenhed for public service-stationerne, og det samme er det for de rent kommercielle stationer. Palle Strøms underforståede præmis er altså, at der skal noget mere til, som kommercielt public service har; noget idealisme, noget samfundssind og et ønske om at levere kvalitet, som rent kommercielt TV ikke har. Det ubesvarede spørgsmål er så hvorfor i alverden skulle de ikke have det?

Læs resten af "Public service og kvaliteten"

Forskel på offentligt og privatansatte

nospam@example.com (Kian Conteh) — Tue, 29 Jun 2010 11:11:34 -0600

For de fleste er det velkendt, at der er forskellige incitamenter, når man sammenligner offentlig og private. Men det viser sig, at de ansatte motiveres forskelligt afhængigt af om de at privat eller offentligt ansat:

Anvendt Kommunalforskning: Offentlige og private sygeplejersker motiveres forskelligt. Den offentligt ansatte sygeplejerske lægger i højere grad vægt på samfundsgavnlig forebyggelse, mens den privatansatte sygeplejerske lægger mere vægt på den enkelte patients ønsker. De ansattes motivation har betydning for, hvilken service de leverer. Derfor er det vigtigt at tage højde for denne forskel, når kommunerne skal beslutte, hvilke ydelser der skal udliciteres, og hvilke der skal blive i offentligt regi.

Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om enten-eller, men om hvordan et både-og vægtes. Jeg ser det som en klar styrke for undersøgelsen, at afhængigt af hvilke ideologiske briller man har på, så kan man tolke undersøgelsen som man vil. Det siger for mig, at forskerne har lavet et sagligt stykke arbejde uden at ligge alt for meget bias ind i undersøgelsen.

Begge grupper er motiveret af at gøre godt for andre, og for mig er det ikke nogen overraskelse. Men det er et meget interessant spørgsmål om man mener sygeplejersken skal varetage andres interesse eller fokusere på mig, når jeg har brug for hjælp med et brækket ben, eller min søn har brækket benet. Jeg mener helt ubetinget, at sygeplejersken, lægen, læreren, elektrikeren eller hvem vi nu skal have en ydelse fra, skal have sit fokus på mig og mine behov og ingen andre. Det samme gælder når naboen skal have en service, så skal fokus ubetinget være på ham. Men jeg ved også at andre ikke er enige med mig i det, og mener at det er egoistisk.

Jeg kan levende forestille mig, at mange danskere instinktivt føler, at "samfundet" kommer før individet. Mange af dem skammer sig formentligt over, at de ikke kan leve op til det, når junior har brækket benet og står nede på skadestuen. Når jeg sætter "samfundet" i anførelsestegn, så er der gerne henvises til en underlig blanding mellem stat og samfund, og ikke til (civil) Samfundet. Jeg anerkender alligevel, at dem med "samfundssind" har en pointe, for når vi har en velfærdsstat, hvor forbrug af mange ydelser er uden omkostning for brugeren, så har vi et problem. Jeg vil kunne afkræve uforholdsmæssigt mange ressourcer af en personorienteret sygeplejerske, som både vil gå ud over andre patienter og ikke mindst over alle skattebetalerne. Men det er mere en anklage mod indretningen af velfærdsstaten end mod sygeplejerskernes og borgernes adfærd og ønsker.

Det er en rigtig fornuftig konklusion på undersøgelsen, at man må bruge resultaterne når man skal vurdere hvilket offentlige opgaver, der skal udliciteres eller privatiseres. Eksempelvis taler dette imod, at skattevæsenet udliciteres. Jeg mener alle serviceopgaver burde udliciteres eller privatiseres, eventuelt med støtte til borgerne, der har brug for ydelserne. I den forbindelse opfatter jeg på ingen måde skattevæsenets arbejde som en serviceydelse.

Jeg tænker, at min sit på resultaterne har det noget at gøre med, at jeg er enig med gamle Adam Smith i, at hvis man handler i egeninteresse uden at krænke andre, så er det til samfundets bedste.

Undersøgelsen er også behandlet i P1 formiddag.

Lad kommunerne bestemme selv

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 13 Jun 2010 14:11:00 -0600

Børsen: Står det til landets borgmestre, skal det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte, da han kom til magten, snart være fortid.

Forhandlingerne mellem staten og kommunerne er fuld gang. Staten vil spare eller fryse kommunernes budgetter, og kommunerne vil hæve skatten og bruge flere penge.

I stedet for at forhandle med kommunerne, så ville det være meget bedre at gøre lokalpolitikerne mere ansvarlige for deres egen økonomi. Drop alle aftalerne med kommunerne, og lad dem gøre som det passer dem. Drop overførelserne fra staten, og lad kommunerne selv finde ud af hvordan de gør tingene og hvor høj en skat de mener er en god idé - så kan vælgerne skille de lokalpolitiske får fra bukkene ved valgene.

Det bedste ville være at folketinget definerer nogle minimumsydelser, som alle borgere skal have adgang til. Så er det op til kommunerne, at finde ud af hvordan de skal leveres og financieres. Ønsker nogle kommuner en højere ydelse, så er det helt op til dem. Det skal være slut med at borgmestrene sidder med hænderne i skødet og anklager regeringen og folketinget for at udsulte kommunerne og forhindre dem i, at gøre det godt for borgerne. Desværre har borgmestrene ofte ret i, at regeringen er i vejen for dem, men det er også en sovepude, der holder dem fra at gøre kommunen så god som mulig med mindst mulige ressourcer.

Skattestoppet har altid haft meget til fælles med modellervoks - man kan altid give det en anden form - og har Venstre alligevel erkendt at skattestoppet er brudt. Regeringen skulle i stedet fokusere på at holde statsbudgetterne i ro, og så overlade kommunernes budgetter til kommunalpolitikerne. Måske hæver de skatten, måske ikke! Måske går det op for vælgerne, at socialdemokratisk politik ikke virker, når den nabokommunen kan levere bedre ydelser for færre penge og mindre skat. At holde statens budgetter i ro er tilsyneladende en stor udfordring i sig selv.

Barnløshed er ikke en behandlingskrævende sygdom

nospam@example.com (Kian Conteh) — Tue, 01 Jun 2010 22:17:41 -0600

Avisen.dk: "Jeg forstår ikke, at politikere fra regeringen pludselig kan beslutte, at det her ikke er nogen sygdom. Videnskaben er enige om noget andet," siger Lone Smidt fra Københavns Universitet, der er ekspert i reproduktion i Danmark.

Det er måkse lige frisk nok at påstå at videnskaben siger barnløshed er en sygdom, når nu der ikke eksisterer en videnskabelig definition på en sygdom. En meget spændende diskussion om netop det emne er at finde i Claus Møldrups bog "Den medicinerede normalitet." Det nærmeste vi kan komme på en definition af sygdom er, at det er en fysiologisk tilstand vi ønsker eller kan behandle. Problemet er, at den definition er så bred at hvis nogen ønsker noget er en sygdom, så er det det, og derfor er det et ubrugeligt begreb når vi skal afgøre hvad, der det offentlige skal betale for. Det er formodentlig den definition WHO bruger, men at påstå, at videnskaben har talt, er useriøst.

Der er store underskud på de offentlige budgetter, derfor er det helt rimeligt at reservere pengene til dem, der har brug for hjælp. Når vi skal afgøre om der overhovedet skal bruges tvangsindkrævede offentlige penge på noget, så må det være helt rimeligt at skelne mellem om en tilstand er behandlingskrævende eller ej.

Lone Smidt: "Det er en mærkelig tankegang, at reproduktive malfunktioner i kroppen er de eneste, der ikke er sygdomme. Hvis man har en person, der ikke er i stand til at producere tilstrækkelig med insulin, så kalder vi ham syg og giver ham insulin. Men hvis den samme mand samtidig har en testikel, der ikke producerer nok sædceller, så må han klare sig selv"

Selvom Lone smidt mener det er en mærkelig tankegang, så er der stor forskel på need-to-have og nice-to-have. Uanset hvilken grund der er til, at man ikke kan få børn, så er børn nice-to-have. Det er insulin ikke; det er stærkt need-to-have. Får en diabetiker ikke sin insulin, så er det med invaliditet og død til følge. Det offentlige betaler heller ikke for behandlingen af tømmermænd selvom de også falder ind under definitionen af sen sygdom - selvforskyldt, men stadig en sygdom.

Måske skulle Henriette Kjær have sagt, at barnløshed ikke er en behandlingskrævende sygdom i stedet for, at sige det ikke er en sygdom. Det er vist rimeligt at sige, at hvis man graver sig ned i den sproglige petitesse, så er det polemik og ikke saglighed man arbejder med.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab maler et skæbnesvangert demografisk billede af beslutningen med et hurtigt regnestykke om, at kunstig befrugtning er bag op til 10 % af fødslerne, og det offentlige står for halvdelen. Så er det jo klart for enhver, at 5 % af fødslerne vil forsvinde, og ældrebyrden bliver tungere for de resterende børn. Først og fremmest, så er det en afskyelig ide, at vi skal presse og betale folk for at få børn, vi senere kan plyndre frugterne af deres arbejde. Det er slaveejermentalitet, og det bliver ikke mindre afskyeligt af at vi kalder "solidaritet" og "økonomisk fornuft." Ældrebyrden skal løses ved at sunde og raske ældre ikke længere skal være en byrde for alle andre. Dernæst, så er det at male fanden på væggen, at tro dem der tidligere kunne få børn med den offentlige, ikke vil betale for det fremover. Selvfølgelig vil de det; måske ikke hundrede procent, men nok tæt på. Man kan rimeligvis mene, at hvis man ikke er kan eller vil spare 25 - 50.000 kroner op til kunstig befrugtning, så har man heller ikke råd til at have børn.

Skoler behøver ikke nogen stat

nospam@example.com (Leclerc) — Wed, 17 Feb 2010 18:05:00 -0700

I Haiti er over 80% af skolerne styrtet sammen og uddannelsessystemet er under kollaps, men betyder det er børnene ikke går i skole? På ingen måde.

Makeshift schools popping up in Haiti's tent cities: makeshift schools are springing up in the encampments that shelter children and their families. Inside the national soccer stadium — now a bustling tent city home to several hundred people — Longchamp leads more than 60 children in daily exercises. On a recent morning, the children formed a massive circle.

Har man bare en smule tillid til at forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, så burde det ikke komme som nogen overraskelse at de ønsker at deres børn skal lære og dygtiggøre sig. Forældrene søger helt naturligt uddannelsesmuligheder for deres børn hvis de kan se en fremtid for dem. Det kan de åbenbart på Haiti, og hvorfor skulle danske forældre ikke også kunne se en fremtid for deres børn?

Lytter man til politikerne og det meste af venstrefløjen, så får man dog et andet indtryk. Hvis ikke politikerne, og her menes de røde politikere, ikke sikrede at staten uddannede børnene, så ville ingen få nogen uddannelse, og det hele ville gå af H til. Det er i høj grad den filosofi, der ligger bag synet på private grundskoler. Holder man ikke dem stramt i ørerne, så får børnene jo ikke en ordentlig uddannelse, lyder det. I deres optik er privatskolerne bare et sted hvor de ressourcestærke forældre kan holde deres børn væk fra pøblen på det offentliges regning.

Men eksemplet fra Haiti viser lige det modsatte. Et fattigt samfund, der er blevet totalt smadret, og alligevel bliver børnene undervist og kommer i skole. Skolerne behøver ikke en stat tila t sørge for at der er skoler til børnene, og derfor bør det negative syn på private grundskoler blive revideret. Skal myndighederne have en rolle på skoleområdet, så bør det kun handle om at hjælpe dårligt stillede familier med at kunne give deres børn en god en uddannelse. Måske kan myndighederne hjælpe med vejledning i hvilken type skole der er bedst for det enkelte barn. Men myndighederne har ikke nogen grund til at drive og bestemme over skolerne - medmindre det handler om at politikerne gerne vil have magt.

Afskaf vielser på Rådhuset

nospam@example.com (Kian Conteh) — Mon, 15 Feb 2010 12:58:35 -0700

Som det er nu kan man vælge at blive viet af de godkendte trossamfund eller på Rådhuset af en kommunalpolitiker. I flere lande har man helt afskaffet vielsen i kirken, så kun ceremonien er tilbage i kirken. Alle, uden undtagelse, skal en tur på Rådhuset for at blive gift.

Anders Jerichow @ Politiken: Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men hvorfor stoppe her? Hvorfor skal Rådhuset involveres i ægteskabet?

Det juridiske ægteskab er på alle måder bare en kontrakt, og i alle andre sammenhænge er det ikke nødvendigt at troppe op på rådhuset for at indgå kontrakter. Hvis to personer uanset kønssammensætning, hvorfor skulle de så ikke kunne invitere et par vidner hjem i stuen så alle kan skrive under på en ægteskabskontrakt? For at få myndighederne til at anerkende ægteskabet, skal kontrakten nok tinglyses, hvilket på trods at IT vanskeligheder burde være en smal sag.

Vielsen er derimod noget man kun bør kunne blive i det trossamfund eller organisation man end ønsker skal stå for det. Det er ikke noget myndighederne bør blande sig i overhovedet. En almindelig vielse i Folkekirken i dag involverer i forvejen underskrifter og vidner, så i praksis er der her ikke nogen ændring. Trossamfundet kan så helt uden indblanding fra myndighederne beslutte om de vil vie homoseksuelle eller ej. Ægteskab kan de altid indgå, men måske vil ikke alle vielser vil være tilgængelige. Og hvad så?

De onde velgørenhedsorganisationer

nospam@example.com (Kian Conteh) — Mon, 01 Feb 2010 22:13:00 -0700

De slemme velgørenhedsorganisationer skal reguleres, så de ikke render danskerne på døren i tide og utide.

Ritzau @ Kristligt Dsgblad: For at borgerne ikke bliver overrendt og trætte, skal der stadig være loft over, hvor mange dage i året, der må være landsindsamlinger, siger hun [Anne Baastrup, SF]. (...)

Både Anne Baastrup og Venstres retsordfører, Kim Andersen, siger, at det skal være forbundet med en vis status og seriøsitet at være berettiget til at samle penge ind.

Historien er egentligt, at der stå 30 organisationer på en 40 år gammel liste over hvem, der må lave landsindsamlinger, og den vil de have revideret. Begrundelsen for overhovedet at have sådan en liste er ekstrem dårlig, og endnu værre bliver det når Venstre vil til at status til organisationer de mener er seriøse.

Det kan da godt være at det er irriterende at blive rendt på døren den ene gang efter den anden om velgørenhed, men i forhold til at det handler om at gøre godt, så er det svært at se at folk skal beskyttes mod det af politikerne. Det kan sagtens være at organisationer med lav status vil benytte sig af indsamlinger, men man må formode at en organisations status spiller ind på hvor meget de kan samle ind, og dermed om det er besværet værd for dem og deres formål. Der burde heller ikke være noget i vejen for, at man kan kan skilte med at man ikke ønsker besøg på samme måde som man har skilte med "Nej tak til reklamer."

Det kan ikke udelukkes at der vil være svindelorganisationer blandt indsamlingerne, men det er der allerede lovgivning, der tager hånd om, for bondefangeri, svindel og dokumentfalsk er under ingen omstændigheder tilladt. Lad det være ved det, og slip filantropien fri.

No internet!

nospam@example.com (Kian Conteh) — Mon, 07 Dec 2009 12:32:26 -0700

Det lyder da som en fantastisk idé med gratis internet; forstået på den måde, at jeg ikke troede det kunne lade sig gøre. Det minder lidt om dem, der mener det skal være gratis at tage bussen. Problemet var bare at buschaufførerne ikke vil køre gratis.

BRITTA THOMSEN (S): En hjørnesten i en ny strategi skal være gratis internet i hele EU. Altså opbygningen af trådløst internet i alle EU-lande uden brugerbetaling.

Hvis internetudbyderne ikke må tage penge for det internet de leverer, hvofor skulle nogen så investere i dyrt og avanceret internetudstyr? Jeg vil da tro at firmaerne bare drejer nøglen om og lukker i stedet for.

Men allerede i dag bruger EU knap 400 mia. kroner årligt, eller hvad der svarer til 42 pct. af hele EU’s budget, på at støtte landbrug, der ikke kan klare sig på reelle konkurrencevilkår. I stedet for at bruge disse mange milliarder på urentabel landbrugsstøtte kunne vi finansiere fri adgang til trådløst internet til alle EU’s borgere og investere i uddannelse og viden.

Jaså, der er altså ikke tale om gratis internet, men derimod tvungen internet uanset om man mener man har råd til det eller ej. Og ikke nok med det, så er det Britta Thomsen og hendes kolleger i EU, der skal bestemme hvordan og hvorledes det skal foregå i stedet for, at det er forbrugerne der bestemmer med pengepungen.

Landbrugsstøtten skal selvfølgelig afvikles hurtigst muligt, men det skal ikke være for at politikerne kan bruge pengene på andre "gratis" projekter. Støtten skal afvikles, så det ikke er nødvendigt at tage pengene fra borgerne til at begynde med.

Formålet med at øge konkurrenceevnen i EU og afskaffe det hun kalder "moderne analfabetisme," er på alle måder prisværdig, men at tro at man få flere topingeniører og andre universitetsuddannede til videnssamfunder ved at give folk internet, som i dag ikke ved mener de har gavn af internettet eller ikke kan finde ud af det, virker lidt tåbeligt - for at sige det pænt. Hvis en virksomhed påstår at deres produkt er gratis, selvom kunderne skal betale alligevel, vil hurtigt og med rette få problemer med markedsføringsreglerne, men det samme gælder åbenbart ikke opportunistisk politikere fra venstrefløjen.

Via 180grader.

Obama maner ikke myter i jorden

nospam@example.com (Leclerc) — Fri, 11 Sep 2009 19:37:54 -0600

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.

Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Hvad er problemet?

nospam@example.com (Leclerc) — Thu, 23 Jul 2009 13:19:57 -0600

Måske er det agurketiden, men medierne er fyldt med historier om folk, der bliver restforfulgt og kritiseret for at have gjort noget, som ikke kommer nogen til skade; ja nogen gange er alle involverede glade.

Købte baby på internettet: Et hollandsk par er anklaget for at have købet en belgisk født baby på internettet.
Parret kunne ikke selv få børn og tog derfor kontakt til drengens biologiske mor, efter at de havde set en annonce på internettet.

(...) Hollandske medier hævder at parret betalte drengens biologiske forældre op mod 10.000 euro - det svarer til knap 75.000 danske kroner.

Den biologiske mor er glad, hun har fået en stor bunke penge, og hendes barn har formodentligt fået et godt hjem, hvilket må formodes når adoptivforældrene er villige og i stand til at betale så meget. Adoptivforældrene har fået sig et barn de brændende ønsker sig. Barnet har bare krav på gode og omsorgsfulde forældre, og det kan adoptivforældrene nok bedre give end den biologiske mor, som formodentligt har bortadopteret sit barn af nogle årsager.

Alle involverede er glade. Der er ingen ofre. Hvad er problemet?

Det er nok pengene, der er problemet, for "man må ikke handle med mennesker." Men det har de ret beset heller ikke gjort, for de har handlet med forpligtelsen til at give barnet en god opvækst. Man må gerne forære børn væk, det vil sige forære forpligtelsen væk. Hvorfor det ene er værre end det andet er ikke åbenlys.

Fynsk greve tog for høj husleje: Byretten i Odense har givet sommerhusejerne ret i, at grundejeren, grev Niels Iuel Reventlow, krævede for meget i leje, da han i 2006 satte prisen op, og han skal nu betale en del af pengene tilbage.

Greven udlejer sin jord på den attraktive Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han gennem årene ladet huslejen stige urimeligt meget.

(...) Nu har retten fastsat et niveau for lejen, der ligger under det, greven opkrævede, og han skal derfor betale sommerhusejerne en del af penge tilbage.

(...) Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det - uden at lejerne kan gøre noget.

Altså en lejer og en udlejer indgår en aftale om leje af noget ejendom og hvordan fastsættelse af betaling skal fastsættes. Lejer fortryder og klager, og retssystemet ændrer aftalen og fastsætter en pris de mener er rigtigt. Det er da ikke rimeligt?

I den konkrete sag, kan udlejer åbenbart hæve lejeprisen efter forgodtbefindende, og det er da surt for lejerne når det sker. Men hvis lejerne ikke er tilfredse med prisen, så står det dem frit for at opsige lejemålet og forlade ejendommen. Er prisen for høj, så kommer der ikke nye lejere, og udlejer taber penge. Hvis lejerne var smarte, så skulle de i stedet få indført restriktioner på hvordan udlejer kan hæve lejen, men det har de ikke gjort.

Journalisten påstår det er et problem, at fritidshuse ikke hører under lejeloven, hvor huslejenævnet bare kan nedsætte en aftalt leje. Problemet er ikke at fritidshuse ikke hører under lejeloven. Problemet er at lejeloven overhovedet giver mulighed for at ændre frivillige aftaler mellem en lejer og en udlejer. Det er formodentlig de bestemmerlser i lejeloven, der har fået lejerne i den denne sag til at være så skødesløse ved indgåelsen af lejekontrakten.

Greven har overholdt lejekontrakten, da han hævede lejen. Hvad er problemet?

Problemet er nok, at han både er greve og udlejer, og så er der jo ikke nogen tvivl om at han er ond.

A Billion Dollars

nospam@example.com (Kian Conteh) — Tue, 07 Jul 2009 11:06:00 -0600

Berlingske: Næste års finanslov skal lempes i lys af finanskrisen. Det er Venstre og Socialdemokraterne enige om, men vejene skiller ved, hvor meget statskassen skal åbnes. Socialdemokraterne vil øge aktiviteterne med 36 milliarder kroner over to år. Venstre vil blot lempe finansloven for 2010.

Er det kun mig, der bliver provokeret af man kalder det en lempelse når man tager penge fra borgerne og bruger dem på finansloven? Det kan godt være at det teknisk set er en lempelse af finansloven, men det er i hvert fald en stramning af folks privatøkonomi.

Helt galt går det når Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, prøver at forklare hvorfor:

- Jeg er ret overbevist om, at finansloven vil bidrage til ekstra aktivitet, siger han.

Kære Peter Christensen, hvad så med den aktivitet du ødelægger ved at indkræve de 10 milliarder i skat? Tror du virkelig, at du er bedre til at bruge ti milliarder af folks penge end folk selv er? Hvis nu ti milliarder er godt, er socialdemokraternes 36 milliarder så ikke bedre?

Det her er så langt ude at det gør ondt; og det kommer til at gøre ondt når regningen skal betales. Hvis ordførerne mener de har ti milliarder for meget liggende i skuffen, så kunne de da give dem som skattelettelser i stedet for, og så kan vi altid mundhugges om hvilke skatter der skal lettes. Hvis man ønsker at stimulere økonomien, er skattelettelser langt mere effektiv end Folketingets planøkonomi. Lad pengene blive hos borgerne. Det er dem der har arbejdet for at tjene dem, så de vil formodentlig udvise mere ansvar når de bruger dem.

Er der nogen, der kan lave en dansk udgave af denne med den såkaldte liberale Peter Christensen:

PS. "A Billion Dollars" er kun lidt over fem milliarder kroner, altså halvdelen af Peter Christensens forslag, og en brøkdel af socialdemokraternes.

Centralbankerne stjæler og påstår vi skal være glade for det

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 31 May 2009 11:39:00 -0600

Børsen: Sydbank: Centralbanker har sejret ad helvede til...

Forbrugerne kan glæde sig over en 0 pct. inflation, mens centralbankerne lader seddelpressen rulle som en sikker opskrift på at skabe inflation.

Altså... Centralbankerne trykker flere penge, så alle eksisterende penge blive mindre værd end de eller ville have været (inflation). Pengene på bankbogen bliver altså mindre værd end de havde været hvis ikke centralbanken trykte flere penge. Hvorfor i alverden er det godt for forbrugerne?

Åbenbart, så skal man tænke helt anderledes, for sejren består i at prisen ikke stiger, og derfor skal vi alle være glade, for det plejer priserne at gøre. Sagen er bare at uden trykkemaskinerne i centralbankerne, da ville priserne falde. Hvis priserne falder for forbrugerne, så de kan købe mere for deres løn, og er det åbenbart noget skidt, som de skal være glade for at centralbankerne forhindrer.

Børsen: Problemet er ifølge Jacob Graven, at den meget lave inflation risikerer at udvikle sig til et deflations-problem.

"Hvis priserne generelt falder over en længere periode, vil forbrugere og virksomheder begynde at udskyde forbrug og investeringer i forventning om yderligere prisfald. Dermed kvæles den økonomiske aktivitet," siger Jacob Graven.

Men er det nu også helt rigtigt? De sidste 15 år eller mere har computere og andet forbrugseletronik faldet i pris så hurtigt at man ikke skulle se på prisen på modellen når først man havde købt den. En moderne computer kostede ca 10.000 kr for ti år siden, men købte man den, så var den umoderne på få måneder hvor en ny og bedre og hurtigere computer nu var moderne og kostede 10.000 kr. Ikke nok med det, så er prisen på en moderne computer også faldet gennem årerne, så den nyeste model nu koster under 5.000 kr. Altså et markant fald i priserne (deflation), der har gjort at flere har råd til at købe en computer. Har det hæmmet salget af computere? Nej, på ingen måde.

Inflation er godt for dem, der låner penge, og skidt for opsparerne (udlånerne). Deflation er skidt for lånerne, men godt for dem, der sparer op og har en god økonomi.
Læs resten af "Centralbankerne stjæler og påstår vi skal være glade for det"

Retfærdighed og ret

nospam@example.com (Leclerc) — Wed, 20 May 2009 12:28:00 -0600

Henrik Gade Jensen har begået en meget spændende artikel på Liberator kaldet "Ret uden stat", og er et opgør med ideen om at staten er det eneste, der kan skabe ret, og at retspositivismen, altså tanken om at statens love per definition er retfærdige (eller at retfærdighed er et ligegyldigt begreb).

Retsstatens ideologiske legitimitet har været retspositivismen. Ifølge retspositivismen findes der ingen anden ret end den, som staten fastsætter. Og staten defineres som det faktiske magtmonopol i et samfund. Hvis en forbryderbande kan have held med at herske uindskrænket i et samfund, så er den staten. Og forbryderbandens ordrer er lov.

Loven får sin legitimitet alene i kraft af den magt, der står bag den. Loven defineres ikke ud fra dens moralske indhold, men udelukkende i kraft af tvang. Loven skal således følges, uanset om vi synes den er god eller dårlig. Og enhver overtrædelse af loven straffes med sanktioner.

En meget ind-til-benet beskrivelse af staten, men en definition af staten er det dog ikke helt. Mit bud på en definition af en stat er "en organisation, der med vold tvinger folk til at følge regler, de ikke nødvendigvis er enige i." Den definition omfatter også rockere og andre bander, der gennem vold eller trusler om vold, håndhæver et regelsæt overfor ikke-medlemmer. I det perspektiv er staten at sammenligne med en (for statens synspunkt) forbryderbande - eller en forbryderbande er at sammenligne med en stat, hvilket nok er den mest korrekte sammenligning.

For at vurdere legitimiteten af en statsorganisation må man efter min mening se på om den beskytter de negative borgerlige frihedsrettigheder eller den ikke gør. Mange forbryderorganisationers modus operandi er at krænke frihedsrettighederne, og deres legitimitet kan derfor ligge på et meget lille sted. Stater, der systematisk krænker frihedsrettighederne, kaldet også forbryderstater eller terrostater.

Problemet er når vi skal vurdere legitimiteten i vores egen stat, for det kan retspositivismen stå i vejen for, for ifølge restspositivismen har frihedsrettighederne ingen relevans, kun statens egne regler er værd at beskæftige sig med, og staten definerer, naturligvis, sig selv som legitim. Men hvad er alternativet, for vi må have orden!

Retsstaten forudsætter, at ret kun kan skabes af staten og, at ret er det, som staten fastsætter som ret. Baggrunden for, at denne holdning kunne blive dominerende i de sidste par århundreders europæiske politiske tænkning er en overbevisning om, at orden må skabes for at kunne være ordentlig.

(...) Der findes faktisk eksempler på orden, hvor der ikke ligger en bevidst planlægning til grund. Hvad der umiddelbart tager sig ud som konstrueret eller designet, kan i visse tilfælde være et resultat af en proces, hvor ingen har intenderet sluttilstanden. Hayek kalder disse ordner for spontane eller evolutionære ordner.

(...) Der findes altså et normsystem, som ikke er dikteret eller opretholdt gennem sanktioner. I de sproglige regler for korrekt sprogbrug har vi et glimrende eksempel på et ikke-designet regelsæt. Og det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, for det er faktisk meget svært at tvinge folk til at tale et nyt sprog. Og der har ikke været held med at implementere rationelt indrettede kunstsprog.

Normer; kultur; samfund; orden. Det spontant organiserede samfund er altså i stand til at skal orden og ret i overensstemmelse med retfærdigheden. Normerne er så indgroede, at vi ikke bemærker, at det er regler vi overholder. kun når vi rejser ud i verden og oplever andre normer ser vi det. Nogen finder det inspirerende at opleve forskellene, andre finder det foruroligende, og i stedet for at reflektere over egne normer, kan nogen finde på at betragte andre kultures normer som laverestående eller primitive. Nogle normer kan sagtens siges at være krænkende i forhold til frihedsrettighederne, men efter min mening kan ethvert samfund vurderes i forhold til frihedsrettighederne, og hvordan det behandler dissidenter fra normerne.

(...) med Hayeks ord: “Retspositivismen er … socialismens ideologi, for nu at bruge navnet på den indflydelsesrige og respekterede variant af en konstruktivistisk tankegang, og troen på lovgivningsmagtens almagt. Det er en ideologi, der i bund og grund tilstræber fuldstændig kontrol over den sociale orden, og som er overbevist om, at det står i vores magt at bestemme, hvordan samfundet skal se ud i enhver henseende.”

(...) Ret kunne ifølge Savigny slet ikke dikteres af staten eller af fornuften, men kun udvikles som i en organisk proces ligesom sprog og skikke. Savigny var bl.a. inspireret af englænderen Edmund Burke, der mere end nogen anden betonede visdom - men i det overleverede, og advarede mod statens forsøg på at implementere dens idealer i samfundet.

I socialismen er mennesket ikke et socialt dyr, men et arbejdene dyr. Ændrer man samfundet og designer magtstukturerne på en "fornuftig" måde, så kan man socialisere mennesket, og mennesket bliver dermed i stand til at opnå sit fulde potentiale og blive lykkelig. Det spontane evolutionære samfund opfattes som en trussel mod menneskets lykke, og den restspositivistiske stat er født.

Ser man derimod mennesket som et grundlæggende socialt dyr, der skaber samfund og søger sin egeninteresse, så er sædvaneretten et alternativ.

En overholdelse af loven bygger først og fremmest på egeninteresse, og en krænkelse betragtes som en skade eller tort, der kræver erstatning fra den skadelidte. Sædvaneret anerkendes, fordi den bygger på gensidighed. Hvert individ har en interesse i at handle i overensstemmelse med andres forventninger. Autoritære love behøver derimod en stærk magt for at kunne opretholdes og et professionelt korps til at foretage retsforfølgelsen.

Adopter en afvist flygtning

nospam@example.com (Leclerc) — Mon, 18 May 2009 22:34:05 -0600

Berlingske: De irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke, får lov til at blive. Det har menighedsrådet besluttet

Man kan have mange indvendinger mod at hjemsende flygtninge, der har levet og skabt sig en tilværelse i Danmark, og man kan spekulere over hvorfor det er vurderet, at kristne irakere kan hjemsendes uden man bringer dem i fare; Irak er blevet meget fredeligt, men kristne bliver stadig forfulgt. Hvorom alting er, så har myndighederne vurderet det er sikkert for dem at vende tilbage, og velfærdsstaten har dårligt råd til at der dannes præcedens for at flygtninge bare kan blive i Danmark efter der er blevet fred i hjemlandet.

Jeg synes det er fint man kan søge tilflugt i kirkerne, og politiet skal ikke pågribe flygtningene medmindre menighedsrådet beder politiet om det. Men når menighedsrådet vælger at huse flygtningene udenfor dansk lovgivning, så må de også have ansvaret for dem. De må sørge for mad, tøj og andre fornødenheder. Vil de ikke det, så må menighedsrådet sætte flygtningenes på gaden, hvor politiet venter.

Måske kunne man køre denne model videre for andre afviste flygtninge. Dem, der er imod udvisningerne kan få tilbudet om at adoptere de afviste, og overtage alle forsøgerpligter og ansvar for de udviste. Hvis de udviste har brug for understøttelse eller anden hjælp, så er det adoptanterne, der skal op med pungen. Begår de afviste kriminalitet, så er adoptanterne økonomisk ansvarlige for både erstatning, sagsomkostninger og prisen for opholdet i fængslet. Det er reelt de omkostninger de beder resten af samfundet om at betale, så hvorfor ikke bede dem handle som de prædiker.

Copyright - Laster og forbrydelser

nospam@example.com (Leclerc) — Wed, 18 Mar 2009 23:38:17 -0600

Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om "intellektuel ejendomsret", har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: "Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?"

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: "Sikke en nar!"

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: "Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn." Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: "Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet."

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om "intellektuel ejendomsret" ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.