HeresyBlog - Sundhed

Barnløshed er ikke en behandlingskrævende sygdom

nospam@example.com (Kian Conteh) — Tue, 01 Jun 2010 22:17:41 -0600

Avisen.dk: "Jeg forstår ikke, at politikere fra regeringen pludselig kan beslutte, at det her ikke er nogen sygdom. Videnskaben er enige om noget andet," siger Lone Smidt fra Københavns Universitet, der er ekspert i reproduktion i Danmark.

Det er måkse lige frisk nok at påstå at videnskaben siger barnløshed er en sygdom, når nu der ikke eksisterer en videnskabelig definition på en sygdom. En meget spændende diskussion om netop det emne er at finde i Claus Møldrups bog "Den medicinerede normalitet." Det nærmeste vi kan komme på en definition af sygdom er, at det er en fysiologisk tilstand vi ønsker eller kan behandle. Problemet er, at den definition er så bred at hvis nogen ønsker noget er en sygdom, så er det det, og derfor er det et ubrugeligt begreb når vi skal afgøre hvad, der det offentlige skal betale for. Det er formodentlig den definition WHO bruger, men at påstå, at videnskaben har talt, er useriøst.

Der er store underskud på de offentlige budgetter, derfor er det helt rimeligt at reservere pengene til dem, der har brug for hjælp. Når vi skal afgøre om der overhovedet skal bruges tvangsindkrævede offentlige penge på noget, så må det være helt rimeligt at skelne mellem om en tilstand er behandlingskrævende eller ej.

Lone Smidt: "Det er en mærkelig tankegang, at reproduktive malfunktioner i kroppen er de eneste, der ikke er sygdomme. Hvis man har en person, der ikke er i stand til at producere tilstrækkelig med insulin, så kalder vi ham syg og giver ham insulin. Men hvis den samme mand samtidig har en testikel, der ikke producerer nok sædceller, så må han klare sig selv"

Selvom Lone smidt mener det er en mærkelig tankegang, så er der stor forskel på need-to-have og nice-to-have. Uanset hvilken grund der er til, at man ikke kan få børn, så er børn nice-to-have. Det er insulin ikke; det er stærkt need-to-have. Får en diabetiker ikke sin insulin, så er det med invaliditet og død til følge. Det offentlige betaler heller ikke for behandlingen af tømmermænd selvom de også falder ind under definitionen af sen sygdom - selvforskyldt, men stadig en sygdom.

Måske skulle Henriette Kjær have sagt, at barnløshed ikke er en behandlingskrævende sygdom i stedet for, at sige det ikke er en sygdom. Det er vist rimeligt at sige, at hvis man graver sig ned i den sproglige petitesse, så er det polemik og ikke saglighed man arbejder med.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab maler et skæbnesvangert demografisk billede af beslutningen med et hurtigt regnestykke om, at kunstig befrugtning er bag op til 10 % af fødslerne, og det offentlige står for halvdelen. Så er det jo klart for enhver, at 5 % af fødslerne vil forsvinde, og ældrebyrden bliver tungere for de resterende børn. Først og fremmest, så er det en afskyelig ide, at vi skal presse og betale folk for at få børn, vi senere kan plyndre frugterne af deres arbejde. Det er slaveejermentalitet, og det bliver ikke mindre afskyeligt af at vi kalder "solidaritet" og "økonomisk fornuft." Ældrebyrden skal løses ved at sunde og raske ældre ikke længere skal være en byrde for alle andre. Dernæst, så er det at male fanden på væggen, at tro dem der tidligere kunne få børn med den offentlige, ikke vil betale for det fremover. Selvfølgelig vil de det; måske ikke hundrede procent, men nok tæt på. Man kan rimeligvis mene, at hvis man ikke er kan eller vil spare 25 - 50.000 kroner op til kunstig befrugtning, så har man heller ikke råd til at have børn.

Kritik af danske dødspaneler

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 10 Jan 2010 23:33:13 -0700

Dødspanelerne i Danmark har fået massiv kritik i Berlingske, eller det vil sige, systemet har fået kritik for at nedprioritere brystkraft og for at andre alvorlige sygdomme ikke får den bedste behandling. Vi har jo officielt ikke dødspaneler, for så kunne nogen jo gøres ansvarlige for systemets tilstand.

Kronik: Brystkræftramte nedprioriteres:
En anden rammende overskrift end ovenstående kunne være: »Øgede bevillinger til kræftbehandling når ikke frem«. For den sandhed, vi i stigende grad må se i øjnene, når det gælder kirurgisk behandling af kvinder med brystkræft, er nemlig, at området nedprioriteres. I udtalt grad endda. Og med hastigt stigende ventetider til følge.

Kritikken er at politikerne lover ét, og et eller andet sted i systemet, som politkerne er en del af, sker der noget andet. Kronikørerne er ikke specifikke på hvem der konkret er skyld i nedprioriteringen, men en ting er helt sikkert: Patienterne har ikke noget at skulle have sagt.

Sygdomsbehandling, og i særdelehed kræftbehandling handler om liv og død for patienten, men patienten har ingen magt. Værre er det at langt de fleste patienters mulighed for at tage magten ved at betale selv og blive kunde i kraftbehandlingen - kunden har altid ret - bliver amputeret når skattesystemet indkræver en stor del af patienternes indkomst. Men det er ikke kun ved brystkræft de uhåndgibelige dødspaneler regerer:

Få patienter får topbehandling: En stor del af landets akutpatienter får ikke den optimale behandling, når de indlægges med f.eks. blodpropper i hjernen og blødende mavesår. På visse sygdomsområder er det sågar flertallet af patienterne, der ikke får den rette behandling, og det øger patientens risiko for at dø, skriver berlingske.dk.

Hvad ville der ske hvis supermarkederne solgte varer af samme kvalitet? Måske kan Super Best tale med om det efter de blev afsløret i at sælge dårlige varer og mistede over 300 millioner i omsætning og måtte bruge 400.000 kr om dagen på at sige undskyld til forbrugerne.

Der var ikke nogen offentlige paneler elle instanser, der besluttede at det skulle slå Super Best så dyrt. Hvis de overhovedet fik en bøde for deres bedrag, så er det nærmest en dråbe i havet af den samlede pris det har kostet Super Best. Men hvad er det så der gør det så dyrt for supermarkederne at levere en dårlig vare, og så almindeligt for det offentlige sundhedssystem at lade patienterne i stikken når det gælder liv og død? Forskellen er at i supermarkederne har kunderne magten, og i det offentlige har de ingen magt. Kunderne bestemmer hvilken vare de vil have og hvor god den skal være. Kan Super Best ikke levere, så går de et andet sted hen. De stemmer med fødderne butikkerne ryster i bukserne af skræk for at blive valgt fra. Mister de den skræk, så havner de som Super Best, som har betalt i dyre domme for deres fejltrin.

På de offentlige hospitaler bestemmer patienterne ikke, ja de er ikke engang kunder. Nogen kunne påstå at de som borgere i landet er medejere af det offentlige system, men det er så tåbelig en påstand at ingen tror på den. Prøver patienterne at stemme med fødderne, så får de en lang næse, for de andre hospitaler er også offentlige i det samme system. Kun ved at tage på privathospitalerne kan man finde sundhedspersonale der er bange for kundernes dom, men pengene det koster at tage derhen er for de fleste blevet betalt i skat, så det er ikke nogen mulighed.

Den eneste måde at komme ud af suppedasen er at gøre patienterne til kunder, som kan stemme med fødderne så det har konsekvenser for hospitalerne, hvis de ikke leverer en ordentlig vare. Det er slet ikke svært at gøre. Sælg hospitalerne og giv borgerne en check på de behandlinger de har brug for, og hold ellers fingrerne væk. Endnu bedre ville det være at lade borgerne beholde skattekronerne helt til at begynde med, og så holde fingrene væk. Er man lidt sentimental og man gerne vil sikre selv de fattige ordentlige behandlinger selvom de ikke har råd til dem eller til forsikringer, så kunne man give dem en check på behandlingerne når de har bug for det, og så lade alle andre være i fred.

The Lie who told the truth

nospam@example.com (Kian Conteh) — Wed, 23 Dec 2009 16:04:00 -0700

This is an english version of Løgnen der talte sandt.
Læs resten af "The Lie who told the truth"

Løgnen der talte sandt

nospam@example.com (Kian Conteh) — Tue, 22 Dec 2009 23:22:00 -0700

Sarah Palins påstand om Obamas såkaldte sundhedsreform ville oprette "dødspaneler" er af PolitFact.com blevet udråbt til årets løgn i 2009, men er der nu også tale om en løgn?

Børsen via Ritzau: Her skrev Sarah Palin som et indlæg i debatten om vedtagelsen af en sundhedsreform i USA, at Obama havde et "dødspanel" linet op, som skulle afgøre, hvem der skal leve og dø.
I det efter hjemmesidens mening usaglige angreb på Barack Obamas sundhedsreform skrev Sarah Palin på sin Facebook om ældre og handicappede.

"De kommer til at stå foran Obamas 'dødspanel', så hans bureaukrater på baggrund af subjektive vurderinger af 'graden af produktivitet i samfundet' kan afgøre, om de er værdige til at få lægehjælp," lød det Sarah Palin i august.

Det er måske rigtigt nok at ordet dødspanel ikke står i teksten til sundhedsreformen. Obama kommer nok heller ikke til drive panelerne og ingen kommer til at stå foran noget, for hvis han er smart så efterligner han bare Danmark. I Danmark har vi netop et system, der indeholder alle elementer af det Palin er bange for. I stedet for at samle det hos nogle konkrete personer, som kan stilles til ansvar for beslutningerne, så er beslutningerne fordelt flot ud på politikere, bureaukrater og lægerne - men ikke patienterne.

Tag eksemplet med Charlotte Englev der led af brystkræft:
Læs resten af "Løgnen der talte sandt"

Et foster er ikke et menneske

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 13 Dec 2009 23:27:00 -0700

Et foster er ikke et menneske, og selvom det var et menneske, så har det ikke ret til at beslaglægge en kvindes krop på noget tidspunkt. Omvendt burde en gravid kvinde som udgangspunkt udvise ansvar og hjælpe fostret hvis hun er i stand til det. I Irland er tre kvinde godt i gang med at kaste mudder på hele diskussionen, samtidig med at menneskerettighedskonvention skal forvanskes endnu mere.

JP.dk: De tre unavngivne kvinder måtte alle rejse til Storbritannien for at få foretaget en abort og mener, at rejsen udgjorde en fare for deres "helbred og velvære" og dermed var et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.

At nogen skal rejse et stykke vej for at få en medicinsk behandling skulle være brud på menneskerettighederne, er absurd. Men med de mange ting, der står i den udover frihedsrettighederne, skulle det ikke undre mig hvis de får medhold.

Men søgsmålet berører alligevel spørgsmålet om den basale ret til abort. Hvis selve rejsen er et brud på deres rettigheder, så forudsætter det at de har en ret til at få abort. I praksis kommer det nok til at handle om en retspositivistisk sammenhæng mellem forskellige love, som kun ser på den jurisdiske ret. Kvinderne havde i øvrigt ikke lov til at få abort i Irland. Så søgsmålet svarer lidt til at en kriminel mener hans menneskerettigheder er krænket fordi han følte sig nødsaget til at rejse til Malmø for at begå sin forbrydelse. Meget mere interessant er spørgsmålet om den moralske ret, da den helst skulle være udgangspunktet for lovgivningen.

Læs resten af "Et foster er ikke et menneske"

Obama maner ikke myter i jorden

nospam@example.com (Leclerc) — Fri, 11 Sep 2009 19:37:54 -0600

Politiken lever op til sit navn, når den selv spinner politik om Obamas sundhedsreform.

Politiken: Obamas tale maner myter i jorden: I dag står op mod 47 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, der kan sikre, at de kan få lægehjælp og medicin, hvis de rammes af sygdom.

Det er der bred enighed om, men tallet indeholder 10 millioner immigranter, som Obame alligevel udelukker fra ordningen. I gruppen er der også 60 procent studerende og unge under 35, der er så sjældent er syge, at det kan betale sig - prisen på sundhedsordningerne er nemlig pumpet op af logvigningen, men mere om det senere. Flere millioner er fattige, som allerede er berettigede til Medicaid, men ikke har bedt om det, og endelig er der en fjerdedel af de 47 millioner, der er blevet tilbudt en forsikring af deres arbejdsgiver, men har sagt nej fordi den er for dyr. Tallene kan ikke lægges sammen fordid er er tale om estimater, men de taler alligevel deres tydelige sprog om at problemet i virkeligheden er meget lille. Nogen mener at det reelle antal af ufrivilliget ikke har har en forsikring er 5 millioner. Ud af en befolkning på 350 millioner mennesker, burde der være overkommeligt uden så enorme og bekostelige reformer.

Samtidigt oplever de mange borgere, som har en privat sundhedsforsikring, at priserne gennem de seneste par år eller fem er steget med omkring 30 procent - og at de skal slås med forsikringsselskaber om udbetalinger, hvis de får brug for behandling.

Priserne stiger, men amerikanerne modtager også meget meget mere behandling end vi gør. I flere stater foreskriver loven hvad der skal være indeholdt i en forsikring. Hvis man ved at man formodentlig skal besøge en læge fire gange om året, så er det ikke noget man kan forsikre sig imod. Prisen for de fire besøg bliver lagt oven i forsikringsprisen dolalr for dollar pris administrationsgebyr og så videre. Når man så først har forsikringen, så så kan man bare bruge løs af ydelserne, hvilket alt andet end lige gør forsikringen endnu dyrere uanset om man bruger mange ydelser eller ej. Det er her mange studerende og unge mennesker springer af vognen. De er sjældent syge, og ønsker derfor ikke at betale en formue.

Denne Youtube video forklarer meget godt problemet med ObamaCare.

Det er bare værd at bemærke, at den forsikring med høj selvrisiko slet ikke er lovlig, og at skattesystemet favoriserer forsikringer gennem arbejdsgiveren, hvilket gør det meget dyrere at købe en forsikring som privatperson. Når Obama vil tvinge arbejdsgiverne til at give sundhedsforsikringer til deres medarbejdere, så fordyrer det voldsom at ansætte folk, og det vil specielt gå ud over de lavtlønnede jobs, som dermed forsvinder og efterlader flere i elendighed.

Politiken: Som det er nu, fungerer konkurrencen på sundhedsforsikringerne ikke synderligt godt.
»Sandheden er, at i de fleste stater dominerer et-tre selskaber hele markedet«, forklarer han.

Det er også korrekt, men det er lovgivningen, der praktisk talt forbyder konkurrence. Det skønnes at 12 millioner af dem uden forsikring ville blive forsikrede hvis det blev lovligt at købe forsikringer på tværs af statsgrænserne, men det er det ikke. Kravene og begrænsningerne på forsikringsselskaberne er så store og omfattende, at det burde være klart for enhver at konkurrence bliver ikke-eksisterende. Priserne er skruet op og der der er dårlige konkurrenceforhold, og så vil Obama yderlige lave priskontrol på forsikringerne. Aldrig i hele menneskehedens historie har priskontrol fungeret. Det nyeste eksempel på det blev set på fødevarer i Zimbabwe med sult og elendighed til følge.

Modstanderne har blandt andet protesteret mod det, de kalder 'dødspaneler' - embedsmænd, der skal afgøre, om enkeltpersoner skal behandles eller ej. Først med præsentationen af sundhedsreformen kan påstandene skydes tilbage.

Men det er ikke nogen myte.

Detroit Free Press: Medicare already has the statutory authority to reduce the amount it will spend on elderly and disabled patients, but largely cannot exercise that authority. Federal law says that Medicare may deny coverage for services that are not “reasonable and necessary,” but gives no guidance on what “reasonable” and “necessary” mean. That effectively leaves the issue in the hands of the bureaucrats at the federal Centers for Medicare & Medicaid Services.

Vi kender det også alt for godt herhjemme. Panelerne sidder i Sundhedsstyrelsen og beslutter hvilke behandlinger danskerne skal tilbydes, og når en behandling ikke findes i Danmark er det ligeledes bureaukrater, der beslutter om vi skal have behandling i udlandet. Et af de mest kendte eksempler er de famøse kræftbehandlinger i Kina, som ikke er tilgængelige for danskere - medmindre vi selv betaler. Måske virker den kinesiske behandling meget dårligt og måske virker den slet ikke, men det er ikke pointen. Spørgsmålet er hvem der siger nej til behandling. Er det statens "deahtpanels" eller er det patienten gennem sin egen pengepung og valg af forsikring. Vi skal huske på at i Danmark og under ObamaCare skal der betales så meget i skat, at det forhindrer de fleste i at betale for behandlingen selv, ja man har ikke råd til private sundhedsforsikringer.

Politiken : Den vil også hindre, at at selskaberne smækker kassen i midt under kemobehandlingen af et kræftoffer eller på lignende vis afbryder hjælpen til de syge.

Jeg synes det lyder som en meget god regel, at et forsikringsselskab skal betale for behandlingen hvis den er diagnosticeret i dækningsperioden. Men det er slet ikke det ObamaCare handler om. Nu er det bare statens buresukrater, der smækker kassen i.

Hvis ObamaCare handlede om at give sygesikring til fattige, så ville simple ændringer i MediCare og MedicAid være rigeligt. Et voucher system ville gøre underværker til at give fattige selvbestemmelse over deres egne behandlinger, men den idé slog Obama ned i sin tale. Obamas sundhedsreform handler ikke om at give fattige sygesikring, men om kontrol med hvilke sundhedsydelser alle amerikanere kan få. Lovgivningen er allerede omfattende og overordentlig skadelig, men demokraterne, røde som de er, kunne aldrig drømme om at fjerne regulering af markedet når først det er lykkes at få det gennemført. For dem er det meget bedre at regulere endnu mere i håbet om at rette op på fejlene. Det er præcis det Obama er i gang med og intet andet. Der er ikke noget at sige til at frihedselskende amerikanere ikke vil overlade endnu mere kontrol med deres sundhedsordninger til politikerne, og slet ikke politikere de ikke stoler på.

Obamas tale.
En oversættelse af dele af talen til almindelig sprog.

Krigen mod narko er tabt, og burde aldrig være startet

nospam@example.com (Leclerc) — Tue, 17 Mar 2009 08:46:00 -0600

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

"Mindst dårlig" betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?

Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.

Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.

Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.

Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) "rockerafgiften", som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.

Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.

Fitness uden motion

nospam@example.com (Kian Conteh) — Fri, 01 Aug 2008 23:00:22 -0600

Politiken fortæller om en ny artikel i tidsskriftet Cell, hvor det er lykkedes forskere at lave et stof, som kan øge muskelmasse og udholdenhed – ligesom ved træning. Indtil videre er det kun påvist i museforsøg, men det gør ikke resultaterne ret meget mindre spændende. Alene det, at de er kommet så langt tegner rigtigt godt for fremtiden, for behovet for en bedre fysik er tiltrængt for mange mennesker.

Men puritanismen ligger ikke langt væk, og mange vil sikkert se det som ”snyd”, selvom det ville kunne redde liv og give et bedre og længere liv til mange. Kostdoktorn.se prøver ihærdigt at komme malurt i bægeret:

Risken att det har negativa biverkningar lär vara stor tror jag.

Der er vel ingen grund til at formode flere bivirkninger end ved alle mulige andre lægemidler. Et lægemiddel med stor gavn har ikke nødvendigvis også store bivirkninger – hvis bare det var så simpelt. Under alle omstændigheder skal man være opmærksom på bivirkninger. Dette er sikkert ikke vidundermidlet, men nok nærmere generation nul i en lang række, før det kan blive et middel til ellers raske mennesker, som ikke dyrker motion.

Priset? Runt 120 dollar per gram. Priset för en dos som motsvarar den mössen fick anpassat till människor blir då tusentals dollar per dag.

Mere sludder skal man lede længe efter. Dosis for mennesker er langt fra fastsat, da der kun er tale om museforsøg, og desuden er der en himmelvid forskel på prisen ved fremstilling i laboratorium, og industrialiseret masseproduktion. Men der er alligevel mere sludder i vente.

Varför hade annars inte människor utvecklats till att själva aktivera detta enzymsystem lite extra?

Hvorfor skulle mennesket det? Styrke og fysisk fitness har i naturen en kæmpe pris på det nødvendige energiindtag. Ikke nok med det, så har mennesket også en kæmpe energikrævende hjerne, som også skal vedligeholdes. At mennesket lukker ned for de fysiske kompetencer når maden er knap (hvilket det har været det meste af tiden), og er i stand til at opbygge muskelmasse og udholdenhed når det skal bruges, er fantastisk smart.

Fysisk udfoldelse og motion er menneskets måde at aktivere det pågældende enzymsystem. Problemet er bare at menneskets livsstil i en moderne verden ikke formår, at aktivere systemet gennem motion, selvom der er rigeligt med mad. Udvikling af denne type lægemidler er en naturlig og fornuftig konsekvens af levemåden i den moderne civilisation. At bruge masser af tid på at dyrke motion uden noget egentligt formål, virker langt mere tåbeligt, end at spise en tablet for at få et godt helbred.

Narkomaner har det i generne

nospam@example.com (Leclerc) — Sun, 06 Apr 2008 12:58:32 -0600

I en tidligere artikel om afhængighed skrev jeg:

Misbrug er tydeligvis en svær størrelse at arbejde med, og det bliver ikke nemmere af at det ikke er alle brugere, der udvikler sig til misbrugere. Konventionel visdom siger at alle brugere er i risiko for at blive misbrugere, men vi ved bare ikke hvad der udløser den risiko. Måske den forestilling er forkert!

Flere danske medier bringer historien fra Ritzau om at forskere har fundet et gen for rygetrang og lungekræft. Men går man tilbage til kilden hos Nature bliver det hele meget mere interessant.

Tre studier har identificeret gener som har en sammenhæng til lungekræft. Metoden der bruges er lidt grov, da den ikke svarer på hvilken virkningsmekanisme, der er mellem gen og kræft. Men nærmere undersøgelser af genet viser, at det måske ikke har noget med hjernens belønningssystem at gøre (Live Science), men nærmere noget med hjernens kontrol af depression og angst (link). Det underbygges også ved at rygere ofte får symptomer på depression når de kvitter tobakken, og at man under afprøvningen af et depressionsmiddel opdagede at forsøgspersonerne mistede trangen til at ryge. Det middel markedsføres nu til rygestop under navnet Zyban.

Genet er fundet ved at undersøge rygere, men det tyder på at genet også spiller ind ved andre afhængigheder. ScienCentral har en god video om det (kræver gratis registrering). Og derfor bliver det virkeligt interessant. Efter alt at dømme har vi nu en kemisk afhængighed, som er det ubehag alle vil føle når deres fortrukne stof ikke længere tages, og nu har vi altså også en biologisk komponent, som gør at nogen kan stoppe og andre ikke kan. Når den kemiske afhængighed kombineres med en meget aktiv version af genet, så er ”ofret” så at sige godt og grundigt på røven.

Der er altså al mulig grund til at betragte narkomani som en sygdom, hvor vi allerede kender en god og effektiv behandling i form af de stimulanser som narkomanerne selv ønsker. Ikke nok med det, så åbner forskningen op for at udvikle medicin, som kan give den ønskede effekt for narkomaner, men uden alle generne ved de nuværende stoffer.

Samtidig er der altså ikke nogen grund til at forbyde alle andre adgang til stoffer, som højest vil give dem et fysisk ubehag hvis de bliver taget i for lang tid.

Kræftens Bekæmpelse lader rygerne i stikken med ny rapport

nospam@example.com (Kian Conteh) — Thu, 29 Nov 2007 15:41:14 -0700

Nu er det for alvor gået galt. På symposiet "Lungekræft og Tobak - et offentligt eller et personligt ansvar?", som jeg skrev om her, var min største kritik, at lægerne og eksperterne ikke gav troværdig information om rygning. Problemet er, at lægerne blandede en masse holdninger og formaninger ind i de fakta de præsenterede. Resultat er at de holdninger er lette at pille fra hinanden, og når det er let, så er det helt naturligt at tro at fakta også er forfejlede, hvis ikke man har et dybere kendskab til de præsenterede fakta.

Det er min egen overbevisning at rygning er pissefarligt, og at alle rygere burde holde med at ryge med det samme. Men når en overlæge med speciale i rygerelateret kræft stiller sig op og påstår at de nitrogene forbindelser, der tilsættes cigaretterne kun giver mere afhængighed, men ellers ikke ahr noget formål, så bliver jeg gal. For en rygers perspektiv er nitrogene forbindelser geniale, for de giver et bedre optag af den nikotin, der er i cigaretten, så rygeren får mere ud af at ryge en cigaret. Det er for pokker da derfor rygeren ryger, og det er nikotinen, som giver afhængighed. Lægen har ikke sagt noget faktuelt forkert, men han har tolket det fakta politisk, og kommunikeret politisk.

Problemet er bare, at politisk tolkning og kommunikation af fakta kun kan bruges til at overbevise nogen, som ikke har nogen forudgående overbevisning. Har man allerede en overbevisning, så rykket politisk retorik intet, og slet ikke når det er politiske amatører, som overlæger ofte er. Er der nogen, som har en forudgående overbevisning om rygning, så er det rygerne. Skal vi have dem overbevist om noget andet, så må der kommunikeres på deres præmisser med troværdige nøgterne informationer. På den front har Kræftens Bekæmpelse dumpet på det groveste med deres nye rapport om tilsætningsstoffer i cigaretter

Læs resten af "Kræftens Bekæmpelse lader rygerne i stikken med ny rapport"

Narkomani er en sygdom og narko er medicinen

nospam@example.com (Kian Conteh) — Mon, 22 Oct 2007 22:51:51 -0600

Lederen d. 18. oktober på 180grader.dk tager et meget vigtigt emne op omkring narkomani og misbrug.

Om så guleroden var en million kroner, så ville det ikke kunne helbrede en kræftpatient - end ikke en, der lider af influenza, kan blive rask med den slags midler. Men med den "sygdom", som man kalder narkomani, er det anderledes. (…) små præmier for at holde sig clean - biografbilletter f.eks. - kan føre til, at narkomanerne pludselig evner at holde deres misbrug i ro for en tid. Det tyder på, at forestillingen om narkomani som en sygdom bare ikke holder.

Lederens tese er interessant, men den har nogle problemer, som endda nævnes. Narkomaner kan med belønninger holde misbruget i ro for en tid. Det er altså ikke noget permanent eller noget kurerende i belønningerne, som lederen påstår andetsteds. Kræftpatienter kan også lokkes til at lade være med at tage deres medicin i en periode hvis man giver dem belønninger. Det er netop her humlen ligger: Narkomani er en sygdom, og narkoen er medicinen.

Alene ved at se på ordet narkomani. Endelsen –mani viser, at der er tale om en mental forstyrrelse. Det er endda vist at narkomaners hjerner udviser nogle forandringer i forhold til andre. Det kan så være et spørgsmål om hvorvidt narko forårsager forandringerne, eller kommende narkomaner allerede har anlæg for forandringerne. Men det ligger udenfor denne debat.

Narkomaners manien går som sådan ikke på heroin specifikt, men på den rus, som heroinen giver. Langt de fleste narkomaner har et blandingsmisbrug, der involverer mange andre stoffer. Heroin er bare det bedste stof de kan få fat i. Lederen anfører at opfattelsen af narkomani som en sygdom måske kan passivisere narkomaner, så de bare venter på at nogen kommer og helbreder dem. På en måde er det en meget mærkelig indvending, hvis man anerkender at heroin er medicin for narkomanen. Det ville være det samme som at påstå at astmatikere passive venter på at blive helbredt for deres afhængighed af astmamedicin (modsat kræft, så er hverken narkomani eller astma direkte livstruende).

Lederen har alligevel en smule merit, for det er min overbevisning, at der er en markant forskel på en narkomisbruger og en narkoman. Hvor narkomanen har en (måske) kronisk sygdom i form af manien, så er misbrugeren ikke manisk. Misbrugeren tager stoffer for sjov, eller for at holde de fysiske abstinenser på afstand, men kan stoppe med sit misbrug fra den ene dag til den anden uden andre problemer en lidt fysisk ubehag – og det ser man netop mange mennesker gøre. Et middel til tungt misbrug i en periode i ungdommen, så pludselig stopper de. De sagnomspundne 68’ere er et godt eksempel på det. Ikke ret mange af dem hænger stadig i et misbrug. Ligeledes skal man være lidt virkelighedsfjern hvis man tror alle alkoholdrikkere pr. definition er alkoholikere

Hvis man anser misbrugere og narkomaner som noget forskelligt, og anerkender at narko er medicin for narkomaner, må vi tage et opgør med den måde narkotikalovgivningen er skruet sammen i dag. I dag forhindrer lovgivningen nogle psykisk syge mennesker i at få deres medicin, og det bør ikke være meningen. I forhold til de ikke-maniske misbrugere virker lovgivningen puritansk og hyklerisk når man ser på lovgivningen om andre rusmidler som nikotin, coffein og alkohol.

Måske kan misbrugere udvikle sig til narkomaner, hvilket der er en reel teoretisk risiko for at de kan. Men det har vi meget lidt viden om, og indicierne taler efter min overbevisning imod. Om ikke andet, så virker den gigantiske indsats mod narkotika noget forhastet i forhold til den viden vi har, medmindre det er puritanismen, der viser sit ansigt.

Offentlige operationer på private hospitaler

nospam@example.com (Kian Conteh) — Wed, 19 Sep 2007 15:39:00 -0600

Regionernes socialdemokratiske formand, Bent Hansen, mener det er et ideologisk korstog, som vil gøre akutberedskabet dyrere, hvis det offentlige sundhedsvæsen sender planlagte operationer i udbud.

Det virker lidt mærkeligt, at akutberedskab bliver dyrere, hvis planlagte samlebåndsoperationer laves på private hospitaler i stedet. Jeg kan kun se to grunde til Bent Hansens modstand. Den ene er hvis Bent Hansen ønsker at skjule de reelle omkostninger for akutte og planlagte operationer, ved at blande dem sammen i en uoverskuelig masse i budgetter og regnskaber. Den praksis er ganske udbredt i det offentlige, hvor udgifterne for en ydelse er spredt ud over mange punkter i kommunernes og statens budgetter. Den anden grund er at Bent Hansen fører et ideologisk korstog mod alt privat – dvs. præcis det han anklager Lars Løkke Rasmussen for.

Ideologiske korstog er som sådan ikke nødvendigvis skidt, selvom de almindeligvis forstås som noget, der er baseret på usaglige grunde. Ideologiske korstog er baseret i principielle holdningsforskelle om målsætninger. Bent Hansens målsætning er at privat er skidt, og at det derfor er en målsætning at alle sundhedsydelser skal produceres og leveres af det offentlige. Lars Løkke ser ikke private hospitaler som noget skidt, men som en mulighed. Hans målsætninger går på fritvalgsordninger og økonomiske rationaliseringer.

Bent Hansen har et helt andet kriterium for at måle succes end Lars Løkke, og derfor kalder han Lars Lykkes forslag for ideologisk – hvilket han på sin vis har ret i, selvom han kommunikerer noget andet.

Forslaget om at sende planlagte operationer i udbud er et godt skridt i den retning. Der er ikke nogen god grund til at det offentlige absolut skal producere serviceydelserne, så længe det er det offentlige, der betaler. En god grund til at det ikke skal sendes i udbud er, hvis det bliver dyrer. Men så længe offentlige budgetter er så uigennemskuelige som de er, så kan man ikke vide hvad det koster at producere ydelserne. Og man kan derfor heller ikke vide om det kan gøres billigere, hvilket det sandsynligvis kan, for man kan altid gøre ting bedre.

En anden fordel ved at sende operationerne i udbud er, at man lettere kan styre kvaliteten. I aftalen med privathospitalerne kan man specificere præcist hvordan kvaliteten skal være, og hvordan hospitalet skal dokumentere den leverede kvalitet. Problemet er bare, at hvis vælgerne er utilfredse med den kvalitet politikerne vælger, så kan politikerne gøres ansvarlige. Skylden kan ikke længere skydes på en anonym embedsmand, som sikkert også har stress. I offentligt regi er det meget svært at stille krav til kvalitet, for man mødes øjeblikkeligt med et modkrav om flere penge. Er opgaven sendt i udbud, så ligger der en bindende kontrakt, som privathospitalet død og pine må overholde.

Fordi man ikke kender prisen på en operation i det offentlige, vil Bent Hansen og hans kolleger altid kunne påstå at en operation er blevet dyrere, for de regner ikke alle omkostninger med – hvordan skulle de være i stand til det? Der vil gå lang tid efter en ydelse er sendt i udbud, inden det økonomiske cirkus er udredt i det offentlige. Men udredning er nødvendig, hvilket absolut er en fordel for skatteyderne.

I det hele taget burde der ikke være offentlige hospitaler. Hvis det offentlige skal levere sundhedsydelser til borgerne, så bør det offentlige købe ydelserne på det private konkurrenceprægede marked.

Antallet af HIV smittede i Afrika er mindre end antaget, men øges så hurtigt som nogensinde

nospam@example.com (Leclerc) — Sun, 22 Jul 2007 12:51:00 -0600

Freakonomics Blog henviser til økonomen Emily Osters præsentation om AIDS på TED konferencen i år. Her kommer hun med nogle tankevækkende data omkring udbredelsen af AIDS i Afrika. Flere af pointerne har hun også med i en artikel i Esquire.

Ved at se på dødsrater i de afrikanske lande, har hun estimeret antallet af HIV ramte i de enkelte lande. Resultatet er at antallet af HIV ramte i Afrika nok kun er en tredjedel af der 25-30 millioner UNAID har estimeret.

I Uganda har der kørt en uddannelseskampagne med udgangspunkt i ABC stategien, hvor befolkning lærer at man skal holde sig fra sex, have færre partnere og i øvrigt bruge kondom. Det er af mange blevet opfattet som en succes, da udbredelsen af AIDS faldt.

Emily Oster påpeger at en anden grund kan være samhandel og eksport. De år hvor udbredelsen af AIDS faldt, faldt sammen med at Ugandas eksport af kaffe styrtdykkede. Op gennem 90’erne hvor eksporten tog til igen, er udbredelsen af AIDS også steget igen. Det samme fænomen kan hun se flere steder. Faktisk ser det ud til at når eksporten fordobles, så firedobles udbredelsen af HIV. På den positive side, så kan man ved hjælp at økonomiske indikatorer finde frem til de områder hvor der er mest brug for en indsats.

Eksemplet med Uganda viser at uddannelse ikke er nok, og noget tyder på at antallet af sexpartnere kan forstås i økonomiske termer. Det er en høj pris at afstå fra sex, medmindre fordelene ved det er store nok. Hvis en persons forventede yderligere levetid er kort, så betyder det mindre at have ubeskyttet sex, med risiko for at få AIDS og dermed dø inden for ti år. Omvendt hvis man har en forventning om at leve meget længere, så begynder det at være prisen værd, at afstår fra sex. Den sammenhæng an man se i hele verden. I områder med høj gennemsnitslevealder er antallet af sexpartnere faldet, hvorimod den ikke er i områder med høj dødelighed på grund af malaria og høj risiko for at dø i barselssengen.

En sidste væsentlig faktor er at det ser ud til at afrikanere har op til fem gange større risiko for at blive smittet ved sex med en inficeret person, end vi har i den vestlige verden. Det kan i høj grad skyldes at mange andre sygdomme end AIDS florerer i Afrika, herunder andre kønssygdomme og hepatitis. Nogen af sygdommene giver åbne sår på kønsdelene, hvilket markant øger risikoen for smitte, og andre sygdomme svækker immunforsvaret så HIV virus lettere får fodfæste.

Hendes pointe er altså, at udbredelsen af AIDS hænger tæt sammen med fattigdom (kort levetid) og tilstedeværelsen af andre sygdomme. Paradoksalt nok, så koster bekæmpelse af de andre sygdomme kun en brøkdel af prisen for AIDS medicin. Emily Oster kommer ikke ind på det her, men det er ikke mangel på AIDS medicin, der er problemet i Afrika, men derimod mangel på ekspertise til at administrere medicinen. Behandlingen af mange af de andre sygdomme er meget mindre komplicerede, og har derfor en større chance for at virke.

Tobak giver Danmark en kedelig plads i kræftstatistikkerne. Og hvad så?

nospam@example.com (Leclerc) — Mon, 16 Jul 2007 16:14:42 -0600

Et højt tobaksforbrug kombineret med ventelister til kræftbehandling giver mange kraftdødsfald i Danmark, når vi sammenligner med resten af verden. Kræftens bekæmpelse er på gaden med et forslag om at sætte tobaksafgifterne op, så en pakke cigaretter koster 60 kr.

I det hele taget er der krisestemning over statistikken i både Politiken, Berlingske og selv på 180grader modtages statistikken uden de store refleksioner, og en læge fra WHO citeres for at vi ”har en fuldvoksen tobaks-epedemi i Danmark”.

Et par af aviserne tager forskellige tiltag mod rygning op, men ingen stiller spørgsmålstegn ved om placeringen i statistikken i det hele taget er noget problem, og slet ikke om det er et problem vi skal sætte jorden i bevægelse for, at presse rygerne til at holde op. Det er trods alt kun rygerne og i mindre omfang dem, der vælger at være sammen med rygerne, der kommer til skade. Hvorfor skal jeg som udenforstående dansker interessere mig for hvor meget det koster rygerne at købe sig til en kræftsygdom? Det rager ikke mig en høstblomst, for rygerne ved udmærket at det er farligt at ryge, og alligevel vælger de at bruge penge på cigaretter.

Det eneste bemærkelsesværdige i denne historie er ikke at rygning giver kræft, men at hvis jeg får kræft, så kan jeg ikke få en ordentlig behandling. Det er da om noget horribelt. Først bliver man plukket i skat, så man ikke har råd til at købe en ordentlig sygeforsikring. Derefter sjofler staten sin opgave med at levere den ydelse man har brug for, og som var grunden til at man blev plukket i skat. Som prikken over i’et interesserer det ikke medierne at tage sagen op, for de interesserer sig mere for tobakspriserne. Selv ikke den borgerlige internetavis bruger meget spalteplads på problemet.

Sådan en opgørelse, som den fra WHO, burde sætte nogle bølger i gang i det danske behandlingssystem. Det nuværende system fungerer tydeligvis ikke på trods af at regeringen smider endnu flere penge efter området. Der må nytænkning til; større brug af private sygesikringer burde ikke være tabu – det er trods alt liv og død vi taler om.

Organtestamente

nospam@example.com (Leclerc) — Thu, 07 Jun 2007 12:00:00 -0600

Først kom det falske donorshow på Hollandsk TV, som fik man til at melde sig som donorer. Så melder de konservative, at man skal tage stilling til donation for at få et kørekort. Næste trin kom fra Venstre om at man som udgangspunkt er donor, medmindre man melder det fra – en såkaldt opt-out ordning, som er det modsatte at opt-in, hvor man skal tilmelde sig som i dag. Endelig kommer Christopher Arzrouni på banen med kritik af opt-out ordningen. Kan bruger det nærliggende, men dårlige argument om at hans organer som udgangspunkt ikke tilhører det offentlige.

"Jeg synes, det er dybt umoralsk, at man som udgangspunkt nationaliserer vores alle sammens organer. Det er simpelt tyveri. Det er den mest fundamentale krænkelse af privatlivet, man kan tænke sig."

Argumentet er fuldstændig meningsløs. Man kan ikke have ejendomsret over noget som helst når man er død. Det er derfor man skriver testamenter, så ens ejendom kan overdrages til andre i dødsøjeblikket.

Hvis man ikke lader sig registrere i donorregistret, så må det være fordi man er ligeglad, og er man ligeglad, så kan jeg ikke se noget til hinder for at meget syge mennesker kan få livet tilbage. Der er ikke nogen, der bliver dårligere stillet, hvilket bør være et krav hvis man skal tænke lidt utilitaristisk.

Arzrouni drager fornuftigt nok ejendomsretsbegrebet ind i debatten, men han bruger det forkert. Hvis man ikke har meldt noget til donorregistret, så svarer det på alle måder til, at man ikke har skrevet testamente. De efterladte gør ikke krav på organerne, og derfor står organerne i en form for ejendomsretlig ingenmandsland, ligesom hvis der ikke er arvinger, og ingen testamente. På alle andre områder gør staten krav på sådan ejendom på vegne af almenvældet. Det er der ikke nogen specielt ved, for alternativet ville være at ejendomsretten blev tildelt efter først til mølle princippet. Det synes jeg i hvert fald ikke er rimeligt i en mangelsituation.

Man kunne selvfølgelig tillade arvingerne at gøre krav på organerne, og sælge dem til de mest trængende (dvs. de højestbydende). Det ville ikke være anderledes end hvis arvingerne sælger afdødes hus til højestbydende. På den måde vil alle raske mennesker kunne efterlade særdeles mange penge til de efterladte. Bønene til ofrene for spøgelsesbilisten vil dermed have pengene til, at kunne komme videre økonomisk, uden at være afhængig af andres lyst til at donere penge.

Den ordning er lidt ekstrem og kan med rette opfattes makaber. En mindre makaber variation på ordningen bliver foreslået af Dansk Transplantations Selskab (samme link som Arzrouni), hvor man kun kan modtage organer hvis man på forhånd er registreret som donor. Den ordning kunne passende kombineres med opt-out, så man kan nøjes med at donere til andre donorer. Man skal bare tillade oprettelsen af donorforeninger, hvor medlemmer donerer og modtager organer på den måde medlemmerne har skrevet ind i reglerne.