HeresyBlog - Præsidentvalget i USA

Obamas historieforfalskning

nospam@example.com (Kian Conteh) — Thu, 22 Jul 2010 11:50:58 -0600

Der er en gennemgående myte om, at Demokraterne i USA kæmper for de fattige og de sorte hvorimod Republikanerne er for de rige og hvide. I weekenden kolportede DR Udland Obamas spin om, at Republikanerne er de riges parti. Men sandheden er en helt anden. Det var de fattigste stater i USA, der valgte Geroge W. Bush begge gange, hvorimod de rige stater konsekvent pegede på modkandidaterne.

Historisk set har det altid været Republikanerne, der har kæmpet for borgerrettighederne. Abraham Lincoln befriede slaverne, Eisenhower gennemførte borgerrettighederne, og begge har til fælles med Martin Luther King Jr. og hans far, at de var republikanere. Derimod var det Demokraterne, der kæmpede for slaveriet og imod borgerrettighederne i Syden.

Ligesom Sin Fein i Nordirland havde IRA som en militær fløj af partiet, så havde demokraterne også deres militære afdeling, som udøvede terrorisme mod både hvide og sorte republikanere. Demokraternes militære fløj er bedre kendt som KKK eller Ku Klux Klan. Den nylige afdøde nestor for det demokratiske Robert Byrd var indtil 1952 et ledende medlem af Ku Klux Klan. I mindetalerne, blev hans tid i KKK affærdige som ungdommelig kådhed, selvom Byrd var i trediverne dengang.

Med Demokraternes senere omfavnelse af socialisme, har de brugt den store pensel til hvidvaskning af partiet, så de kunne indfange de fattige amerikanere, hvor sorte er alt for godt repræsenteret, med letfordøjelige budskaber. Ligesom i Danmark, hvor velbeslåede mennesker stemmer på SF for at lindre den dårlige samvittighed over forræderiet af deres egne idealer, så er det lykkedes Demokraterne at bruge socialismen til, at indfange de såkaldte trust-fund demokrater.

Heldigvis har ikke alle amerikanere svigtet den amerikanske iværksætter- og succeskultur. Efter valget af Obama og hans massive overforbrug af skatteydernes penge, er modstanden begyndt at samle sig i Tea Party-bevægelsen, som Demokraterne ironisk nok desperat forsøger, at brande som en flok racister. YouTube flyder over med videoer, hvor Tea Party deltagerne bortviser modstandere, der foregiver at være racister.

Specielt Republikanerne lytter til Tea Party-bevægelsen, og det er på den baggrund Obamas seneste udfald mod Republikanerne skal ses. Republikanerne er i markant mindretal, og kæmper med Tea Party-bevægelsens støtte med alle parlamentariske midler mod Obama. Det har været en torn i øjet på Obama, som nu føler behov for, at bruge fordomme i udfaldet mod det politiske mindretal. Det gør ikke noget, for sådan er spillets regler, men lidt kritisk journalistik ville nu klæde DR.

Darth Barak

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 03 Aug 2008 14:43:00 -0600

Brug 10 minutter I selskab med denne fantastiske video. Argumenterne er virkelig rammende, og republikanerens modargumenter sidder lige i kassen.

Had og kærlighed til Bush

nospam@example.com (Leclerc) — Sat, 02 Aug 2008 11:37:00 -0600

Bloggen The Right Angle har et nævneværdigt indlæg om Bush, som jeg vil forsøge at oversætte.

In The Bush
af D.R. Tucker

Hvad gør man når man ikke ønsker at kunne lide George Bush, og man heller ikke vil hade ham?

Vi nærmer os enden på den 43’ende præsidents embede, og man kan kun kigge tilbage med forundring på, hvordan Bush kunne gå fra at være en af historiens mest vellidte præsidenter to en af de mest hadede. Bush ser ud til at være blevet en anti-Reagan; for næsten tyve år siden ville de fleste amerikanere gerne have beholdt Reagan i fire år mere, hvorimod de fleste amerikanere i dag gerne så Bush smutte i morgen.

Jeg har stemt på Bush to gange, og var de muligt at udskifte John McCain med ham, som kandidat, så ville jeg stemme på ham igen. Alligevel er det nogen gange hårdt at samle energi til at forsvare Bush mod de overentusiastiske kritikere på venstrefløjen. Bush formåede aldrig selv at samle energi nok til at sætte de kritikere på plads.

Jeg ville ønske Bush ikke var gået så meget i forfald. I nogen henseende var Bush en fantastisk præsident. Ikke siden Reagan har vi haft en præsident, der har været så effektiv indenfor national sikkerhed. Hans nomineringer til domstolene har være i første klasse. Uagtet de seneste dårlige nøgletal, så har Bush holdt økonomien stærk i det meste af årtiet.

Alligevel vil Bush-administrationens fejltagelser stå ved siden af succeserne i historiebøgerne. Skolereformerne, Harriet Miers, Dubai Ports World-sagen, illegale immigration og ukontrolleret brug af statskassen. Bush lavede flere pletskud, men han tabte også bolden flere gange end hvad godt er.

Ofte har konservative sagt til dem selv: Hvis bare vi havde bedre valgmuligheder i 2000. Hvis bare vi havde en republikansk kandidat, som i sandhed havde taget de konservative værdier til sig, i stedet for en kandidat, som var mere som sin far end vi havde forventet. Hvis bare vi havde en ny Reagan i stedet for en ny Ford/Nixon. Hvis bare.

Vi stemte på Bush i håbet om at han ville vise sig at være mere konservativ end han viste os. Da han tog eden den 20 januar 2001 håbede vi, at dette ville være begyndelsen på en ny republikansk æra. Vi håbede og vi håbede, men belønningen kom ikke rigtigt.

De fleste konservative er faktisk enige med de ”progressive” i at de sidste otte år ikke har været fantastiske, men de kommer til konklusionen af forskellige årsager. De konservative, der støttede Bush i 2000 ville have Reagan fra ’80 tilbage; de overbeviste sig selv om, at de gode gamle dage på en eller anden måde ville vende tilbage. Takket være Bush’ manglende overholdelse af de konservative principper, gik det ikke helt på den måde.

Alligevel ønsker konservative ikke helt at undsige Bush. De husker hvordan han på skammeligste vis blev dæmoniseret af venstrefløjen, og hvor sadistisk hans navn blev trukket gennem sølet. De husker hans fundamentale moral, ærlighed og anstændighed. På trods af hele klagesangen om hans fejl, kan de ikke glemme, at han på bunden er et godt og nobelt menneske.

Dette er Bush-paradikset. Som konservative kan vi ikke rigtigt blive indfanget af ham, men vi kan heller ikke løbe væk fra ham. Vi kan ikke glemme hvor glade vi var, da det lange nationale mareridt fra november-december 2000 var overstået. Ligeledes kan vi ikke glemme, hvor opløftede vi følte os, da John Kerry endelig kastede håndklædet i ringen i november 2004. Bush er vores på godt og ondt.

Selv hvis John McCain formår at slå Barack Obama, er det svært at forestille sig, at han kommer til at overgå Bush’ bedrifter. Konservative er ikke helt sikre på at McCains dommere vil være bedre en Bush’, eller at han vil være lige så standhaftig som hans forgænger i krigen mod terror. Dette er delvis årsagen til, at konservative i bedste fald kun lige akkurat kan tolerere McCain.

20. januar 2009 vil være en svær dag for konservative. Bush har på godt og ondt gjort sig selv til en væsentlig del af den amerikanske konservative bevægelse, selvom han ikke delte bevægelsens mål. Arven efter Bush er helt uundgåeligt bundet sammen med højrefløjens arv.

Ligesom vi aldrig vil få en præsident som Reagan, så vil vi aldrig se en Commander-in-Chief som Bush – en mand, som uagtet alle hans fejl, forblev stærkt i kampen de største udfordringer mod ham. Selvom Bush har lavet utallige fejltagelser, så var han også den mand vi behøvede i Det Hvide Hus på dette kritiske tidspunkt i den amerikanske historie. Hverken Gore eller Kerry ville have konfronteret islamofacismen med den beslutsomhed og det mod Bush har udvist op gennem 2000. Han var vores eneste mulighed i 2000 og 2004, og på trods af hans fejl, forglemmelse og bommerter, så var han også historiens eneste mulighed.

Selvom jeg ikke er lige så pessimistisk omkring McCain, så synes jeg artiklen beskriver min egen indstilling til Bush. Han var det eneste fornuftige valg, men hans fejl var mange, men alligevel er det hans stålvilje i kampen mod terror, og dermed befrielsen af både Irak og Afghanistan, som gør ham til en af de bedste præsidenter i historien – selvom han på ingen måde når op på siden af Reagan.

McCain – had og kærlighed forenet

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 27 Apr 2008 13:55:42 -0600

The Right Angle har en rigtig god artikel om John McCain. Jeg håber ikke min oversættelse gør for meget vold på citaterne.

Det er i orden at foragte ham for hans uvilje til at trække en klar ideologisk linie mellem højre og venstre, for hans svaghed for ”kompromis”, hans beundring for amnesti til illegale indvandrer og hans tilfredshed med regulering af kampagnedonationer. Det er også i orden at beundre ham for hans personlige modighed, hans ærefulde historie, hans enorme intellekt og hans loyalitet overfor hans land.

(…) På trods af alle hans dårligdomme, så er han en så umådeligt overlegen kandidat i forhold til Hillary Clinton og Barack Obama, at det ikke engang er sjovt. Selvom det muligvis ikke sker, så burde McCain slå Demokraternes kandidat med de samme procenttal som Ronald Reagan besejrede Walter Mondale med i 1984.

(…) McCain repræsenterer storhed, hvor hans demokratiske modstandere forsøger at blive de middelmådiges frelser. Han personificerer styrke hvor hans modstandere lovpriser svaghedens dyder. Han repræsenterer fremtiden, hvor han hans modstandere er besatte af fortiden.

(…) Fra et bestemt perspektiv, er McCain a allerede Amerikas faderfigur. Som konservative minder vores forhold til ham om vores forhold til vores egne fædre. Engang i mellem gør og siger vores fædre ting vi ikke kan lide. Engang i mellem træffer vores fædre beslutning vi er uenige i eller er modstandere af. Alligevel ved vi hele tiden dybt nede, at vores fædre elsker os, og ønsker at gøre hvad der er bedst for os.

Og så lige en sidste kommentar fra RedStateUpdate:

The republicans had a bunch of crappy candidates too and they all hated each other. But finally we all came together and we said “fuck it… McCain.”

Arnold, Rudy og Jeg

nospam@example.com (Kian Conteh) — Thu, 07 Feb 2008 22:58:00 -0700

Sikke noget møg! Den bedst tænkelige amerikanske præsident er droppet ud af valgkampen. Rudy tabte i Florida, og med det momentum var der ikke ret meget andet at gøre, end at kaste håndklædet i ringen. Alt andet vil være spild af både tid og penge, hvilket kun vil komme Obama eller Hilary til gavn.

Men heldigvis er der stadig en rigtig god kandidat i feltet, og jeg også er helt sikker på vil kunne blive en rigtig god præsident, nemlig John McCain. Man kan sige meget om John McCain, men vigtigst af alt, så har han altid støttet befrielsen af Irak. Det har ikke afholdt ham fra at kritisere Bush – vel at mærke for ikke at sende nok soldater fra starten. Sådan skal det være.

Når nu Rudy ikke kommer på valgkortet, så glæder det mig meget, at han har valgt at give sin støtte til McCain. Og hvor er det en fantastisk tale støttetale han har givet McCain.

“John McCain gives us, as Republicans, the best chance of doing that…I’ll campaign for him in California, New York, New Jersey, Connecticut, anywhere he wants me…I am fully on board, 100 percent…Hope we can nominate him so we can unite the party…Proud to endorse my friend…God bless you, John.”

Men det er ikke kun Rudy og jeg, der nu støtter McCain. Schwarzenegger er nu også ombord. Schwarzenegger havde eller afvist at give sin støtte til nogen af kandidaterner før primærvalget var overstået – det er de åbenbart for Arnold nu! Meget tyder på at Schwarzenegger ikke har ønsket at støtte nogen, fordi han er meget gode venner med både Guiliani og McCain, som i øvrigt også har været venner i lang tid. Når nu Guiliani er droppet ud, så er der ikke længere nogen konflikt for Arnold.

Nu har Romney også kastet håndklædet i ringen. Ikke fordi han er langt efter McCain, men fordi han præcis er så langt bagud, at han under alle omstændigheder vil skade de republikanske chancer for at vinde, hvis McCain, som meget tyder på, vinder primærvalget. Det er hæderligt ud over alle grænser, og mon ikke det giver nok goodwill til en god fremtid i det republikanske parti. Hans tale er også helt oppe, hvor det begynder at prikke lidt i øjnene.

Nu bliver det bare spændende hvem der stiller op som vice-præsident for McCain. Rudy eller Mitt. Jeg håber da på Rudy, men Mitt har modsat Rudy ret godt fast i den religiøse fløj af partiet. Det bliver ganske spændende. Måske bliver det en helt tredje.

Myter om George W. Bush

nospam@example.com (Leclerc) — Thu, 02 Aug 2007 16:47:00 -0600

Arnold Kling har skrevet en artikel om Bush-myter på TCSdaily.com, som jeg synes er værd at gengive lidt af. Der er mere i den originale artikel end jeg gengiver her, så læs den.

Jeg er ikke fan af Bush, men han har helt ubetinget været bedre end de alternativer, der har været til ham. Måske ville John McCain have gjort det bedre, men det er svært at vide, men han har også efter min mening nogle politiske lig i lasten, bla. McCain-Feingold Act og Sarbanes-Oxley Act. Men det finder vi sikkert aldrig ud af.

Læs resten af "Myter om George W. Bush"

Obama Girl vs. Giuliani Girl

nospam@example.com (Leclerc) — Wed, 18 Jul 2007 15:00:00 -0600

Amerikansk valgkamp er altså noget sjovere end de danske. Først kom ”I Got a Crush...On Obama.”

Nu er opfølgeren kommet på banen med titlen ”Obama Girl vs Giuliani Girl”.

Teksterne i begge videoer er vildt morsomme, men vittighederne om Guiliani slår alt.

Hillary vs Obama på YouTube

nospam@example.com (Leclerc) — Thu, 10 May 2007 13:41:43 -0600

En genial video om Hillary vs Obama. Den skal bare ses til ende.

En lidt mere seriøs video fra Rudy, som jeg synes er rigtig god. (Pointer fra Dolata's verden)

Præsident

nospam@example.com (Kian Conteh) — Sun, 04 Mar 2007 10:50:00 -0700

Jeg har fulgt lidt med på de amerikanske blogs, og her nævnes ganske ofte de mulige amerikanske præsidentkandidater. Jeg må nok tilstå at jeg synes bedre og bedre om Rudy Giuliani. Han er den type republikaner jeg synes bedst om. Her er nogle af hans holdninger:

Abort er ikke noget han finder tilrådeligt.
Abort skal ultimativt være kvindes valg.
Sene aborter (såkaldte partiel birth) skal være ulovlige medmindre kvindes liv er i fare (nøjagtig som i Danmark)
Homoseksuelle skal kunne indgå i "civl-unions", svarende til registrerede partnerskaber. (Der er tilsyneladende en forskel på "ægteskab" og "registrerede partnerskaber" i USA.)
De enkelte stater skal have mere indflydelse, og have mulighed for en mere forskelligartet lovgivning.
En stram våbenlovgivning kan være en god idé, hvilket det var i New York, da han var borgmester. De enkelte stater skal kunne lovgive som de ønsker.
Markedskræfterne skal udnyttes til fulde, da de oftest er bedre end hvad staten (government) kan tilbyde.
Arbejdsløse skal i arbejde frem for at modtage passiv forsørgelse, om det så betyder at de skal rengøre parker og stræder.
Politiets fornemmeste job er at sikre lov og orden for borgerne, og det gælder også de små forbrydelser.
En hård kurs over for terrorister.

Det kan selvfølgelig være at der er nogle problemer med Giuliani, som jeg endnu ikke kender til. Men indtil videre tror jeg han vil kunne blive en fænomenal præsident. Efterhånden som der kommer flere ting frem om Giuliani vil jeg prøve at poste nogen af dem her på siden.